Blaze Foley dokumentar i Cinemateket

INSTRUKTØRBESØG. ”Jeg har altid mødt masser af restriktioner og modgang, og mit køn har selvfølgelig været en forstærkende faktor,” siger iranske Mania Akbari, som besøger Cinemateket 25.-26. februar.

Mange vil huske Mania Akbari i rollen som den smukke, emanciperede kvinde i Abbas Kiarostamis teheranske storby-blues 'Ten' fra 2002.

Efter den film slog Mania Akbari, der oprindeligt var kunstmaler, ind på filmvejen og har siden instrueret en række bidske, tankevækkende, personlige og meget forskelligartede film om det moderne Iran, om køn, krop og politik – ofte i et krydsfelt mellem fiktion og dokumentar.

Emner som plastikkirurgi, kærlighedens kår, kvindernes rettigheder og henrettelsen af en mindreårig gjorde til sidst, at presset blev for stort.

Smittetilstand – og kræftsygdom

”Som tiden gik, blev det sværere og sværere at lave film i Iran, og som det har vist sig, er mange instruktører blevet truet eller endda smidt i fængsel. For at undslippe denne smittetilstand forlod jeg Iran fuld af sorg,” siger hun. Hendes base blev London, hvor hun også bor i dag.

At Mania Akbari i 2007 fik konstateret brystkræft blev også – mod alle odds – en katalysator for hendes kunst. Kroppen (ikke mindst håret) har fået ny betydning for hendes dialog med sig selv og det omgivende samfund.

Selv peger hun på ironien i, at hun i ’Ten’ var vidne til, at en kvinde barberede sig skaldet for at få frihed til at smide sløret, og at hun senere selv bliver passet op på gaden af konservative mænd, der finder hendes kemo-fremkaldte skaldethed usømmelig – vi ser det ske helt spontant i dokumentaren ’10+4’.

Temperaturmåling på Iran

”Hvis man vil forstå, hvor Iran og iransk film står i dag, er der intet bedre sted at starte end med Mania Akbari,” siger Rasmus Brendstrup, programredaktør i Cinemateket.

”Hun sætter meget målrettet fingeren på en masse ømme punkter vedrørende politik, ideologi, adfærd og ikke mindst drømme og frustrerede håb. Modsat mange iranske instruktører har hun ved at flytte til udlandet kunne holde sin stemme klar og højrøstet. Og så er hun en kunstner, der investerer sig selv, sin krop og sine tanker mere hudløst, end vi er vant til. Hun laver værker i et meget interessant spændingsfelt mellem virkelighedens ufrihed og kunstens frihed.”

Fire film med introduktion eller debat

Under Mania Akbaris besøg viser Cinemateket tre af hendes film som instruktør, foruden gennembrudsværket ’Ten’, hvor hun har hovedrollen. Det er en film, der er tæt knyttet til Akbaris ’10+4’ i både koncept og tematik.

Du kan få det fulde overblik over filmprogrammet ved at klikke her: http://www.dfi.dk/Filmhuset/Cinemateket/Billetter-og-program/Serie.aspx?serieID=946

Tid: ’Mania Akbari – filmserie og besøg’: Events 25.-26. februar, filmvisninger 25. februar-27.februar. Forskellige særarrangementer fra torsdag 20. februar – søndag 23. februar.
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: Online eller på tlf. 33 74 34 12