Buster Keaton for børn – Og voksne!

Oplev Buster Keatons fantastiske stumfilm med levende musik sammen med dine børn. Vi lover falden på halen-komik, dumme skurke og halsbrækkende stunts.

Buster Keaton var en af stumfilmens største komikere, og hans film synes uopslidelige og tidløse. Mellem 1920 og 1923 skabte Keaton 19 kortfilm, hvor han udviklede sin særlige kombination af akrobatiske gags, nyskabende filmtricks og det følelsestomme stenansigt, der skulle blive hans varemærke.

Ligesom Chaplin blev Keaton født ind i en teater-familie. Han lærte tidligt at kombinere akrobatik og komik, og allerede som seks-årig var han det største trækplaster i forældrenes varietétrup. Som ung fik Keaton en fast birolle i de farcer, som vennen Fatty Arbuckle producerede, og hvori Keatons akrobatik hurtigt blev det centrale – Keaton lavede stort set alle stunts selv.

Cinemateket præsenterer otte film fra Buster Keatons mest kreative periode (1920-23). Oplev halsbrækkende stunts, suveræn falden på halen-komik og dumme skurke, der får som fortjent, når vi blænder op for fire stumfilm-arrangementer med levende musik, leveret af pianisten Ronen Thalmay.

Hvert program varer ca. 40 min. Billetpris: 45 kr.

Læs mere og bestil billetter her.

Tid: 8. marts-19. april 2015
Sted:
Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: cinemateket.dk og tlf. 3374 3412.