Charlie Hebdo - film og debat på årsdagen for massakren

JE SUIS CHARLIE. Det er snart et år siden, at vi alle var Charlie. Cinemateket, Den Franske Ambassade og Institut Français markerer årsdagen den 7. januar med to dokumentarfilm lavet henholdsvis før og efter massakren på Charlie Hebdo. Tidligere kulturredaktør på Jyllands-Posten Flemming Rose og Dan Park-gallerist Mads Brügger introducerer og debatterer.

charlie_hebdo

Muhammed-krisen, der startede i Danmark for ti år siden, spredte sig til Frankrig, da det franske satireblad Charlie Hebdo – på opfordring af Jyllandsposten – bl.a. på forsiden afbildede en grædende profet Muhammed med hovedet begravet i sine hænder og teksten ”Det er hårdt at være elsket af idioter.” Dette medførte en retssag mod satirebladet. Retssagen fandt sted i 2008 og er blevet kaldt en af det 21. århundredes vigtigste retssager.

Før tragedien: Retssagen

Den 7. januar kl. 18.45 viser Cinemateket den delvist tegnede film ’It’s Hard Being Loved by Jerks’, der skildrer retssagen. Daniel Lecontes film er trods det alvorlige omdrejningspunkt nærmest en dokumentarisk komedie. Den rummer også optagelser fra livet på Charlie Hebdo uden for retssalen og interviews med de involverede. Tonen er let på en måde, som synes næsten absurd med de senere hændelser in mente.

Flemming Rose, tidligere kulturredaktør på Jyllands-Posten og ansvarlig for trykningen af de famøse Muhammed-tegninger, introducerer aftenens første film. Rose medvirkede i retssagen mod Charlie Hebdo og er også med i filmen.

Efter tragedien: Hvad nu?

Den 7. januar 2015 blev Charlie Hebdo udsat for attentat, og Frankrigs gader var i tre døgn usikre at opholde sig på. Den 11. januar var to millioner mennesker på gaden i Paris i sympati for ofrene for massakren på Charlie Hebdo og attentatet på ytringsfriheden.

Hashtagget #jesuischarlie overtog de sociale medier i disse dage, hvor hele verden demonstrerede deres sympati med Frankrig. ”Today Paris is the capital of the world,” stadfæstede Frankrigs præsident, François Hollande.

Den 15. december 2015 fik ’Je suis Charlie’, dokumentaren om massakren på Charlie Hebdo, verdenspremiere. Den er ligeledes instrueret af Daniel Leconte i samarbejde med sønnen Emmanuel. Filmen kan anses som en to’er, men har en helt anden tone. Den er trist, men rummer også materiale fra ’It’s Hard Being Loved by Jerks’ med interviews fra de nu myrdede, som ikke før er blevet vist.

Filmen formidler dels hændelserne på Charlie Hebdo den 7. januar 2015 som overleveret af øjenvidnerne, dels optagelser fra dagene efter med fredsdemonstrationer. Desuden skildres Charlie Hebdos kamp for at udkomme med det næste nummer af bladet blot en uge efter massakren. Charlie Hebdos udgave nummer 1.178 udkom i 7.950.000 mod de sædvanlige 66.000 eksemplarer.

Den 7. januar kl. 21:30 vil den franske ambassadør i Danmark, François Zimeray, der selv var til stede under terrorangrebet på Krudttønden den 14. februar 2015, der kostede filminstruktør Finn Nørgaard livet, introducere filmen.

Efter denne visning er der debat med deltagelse af bl.a. Flemming Rose og filminstruktør og Dan Park-gallerist Mads Brügger.

Publikum anbefales at komme i god tid af hensyn til sikkerhedstjek.

Aftenen er skabt i samarbejde mellem den Franske Ambassade, Institut Français og Cinemateket.

Tid: Torsdag 7. januar 2016. Kl. 18.45: ’It’s Hard Being Loved by Jerks’ introduceret af Flemming Rose. Kl. 21.30: ’Je suis Charlie’ med efterfølgende debat med Mads Brügger.
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København
Billetbestilling: Cinemateket.dk eller 33 74 34 12