Cinemateket august 2009

Cinemateket har i august seks filmserier og en stribe særarrangementer på tapetet. Oplev bl.a. den fransk-engelske 'Antichrist'-skuespillerinde Charlotte Gainsbourg, bad taste-overskudsfilm af Ken Russel, film af og med Kevin Spacey, danmarkspremiere på Cannes-vinderen 'Tulpan', og meget meget mere.

SERIER

Charlotte Gainsbourg – djævelens datter eller guds gave?
Hun er især kendt for sine afsporede roller. Hun var kun 16, da hun blev kendt som ’Den lille tyvetøs’. Senere dyrkede hun blodskam i den surrealistiske ’The Cement Garden’ og var besat husmoder i psyko-horror-dramaet ’Lemming’. Og senest var der lige den dér ’Antichrist’, for hvilken Charlotte Gainsbourg under stor mediebevågenhed hjemtog prisen som bedste kvindelige hovedrolle ved Cannes-festivalen. Serge Gainsbourgs datter har dog også spillet sødmefyldt i komedier som ’My Wife Is an Actress’ og ’The Science of Sleep’. Se hele spektret i Cinemateket i august.

Serien Charlotte Gainsbourg (10 film) vises hele august.

Artist Turned Filmmaker – visuelle kunstnere i nyt terræn
I august byder Cinemateket på værker af en række malere, videokunstnere og tegnere, der har været stjerner på deres respektive felter, men som nyligt har taget skridtet over i filmmediet. Oplev bl.a. film af Turner Prize-vinderen Sam Taylor Wood, videokunstneren Steve McQueen og "America's best-loved unknown cartoonist", Nina Paley. Og ikke mindst den provokerende og tankevækkende antologi-film ’Destricted’ med bidrag af bl.a. Gaspar Noé, Larry Clark og Matthew Barney.

Serien Artist Turned Filmmaker (8 film) vises hele august.

Mongoliet på film – foredrag, storfilm og små skæve dramaer
Storslåede, vidstrakte stepper og et mægtigt himmelhvælv udgør det narrative bagtæppe for de senere års mongolske film, der formidler landets rige, traditionelle nomadekultur med stor indlevelse. Et vigtigt tema i filmene er, hvordan denne kultur er truet af den moderne verden, som holder sit indtog på de store stepper og i de farverige jurter (telte lavet af dyreskind).
Fredag den 14. august introducerer den mongolske konsul i Danmark, Søren Haslund-Christensen, det farverige actiondrama 'Mongol', og torsdag den 20. august fortæller lektor Ole Bruun om ’Det moderne Mongoliet’ fulgt af dokumentarfilmen ’The Wild East – portræt af en storbynomade’

Serien Mongoliet på film (8 film) vises 14.-30. august.

Ken Russell – udskældt og korsfæstet
Han gav op gennem 1970’erne engelsk film et tiltrængt spark i nosserne. Bedst som man havde vænnet sig til arbejder-portrætter eller lumre sex-komedier, kom instruktøren Russell på banen med sine bad taste-overskudsfilm om koryfæer som Mahler, Valentino og Tjajkovskij. Film spækket med sex og vold, musik og orgasmer. Altid var han på udkig efter det provokerende og det overdrevne, men samtidig lavede han poetiske drømmescener med en blåøjet uskyld, som sniger sig uden om voksenintellektet. Han var elsket af publikum og hadet af kritikerne i sin samtid. Cinemateket giver ham en ny chance.

Serien Ken Russell (8 film) vises hele august.

Kevin Spacey – the usual suspect
Pludselig var han der bare – ham Kevin Spacey. Som djævelsk forstadsmand i midtvejskrise i 'American Beauty' opsummerede han en hel tidsånd af frustrationer – med et ironisk glimt i øjet og en skamløs elegance. Han er som filmskuespiller sarkastisk underspillet, underfundig, hemmelighedsfuld - og måske amerikansk films største karakterskuespiller p.t. Han kan danse og synge ('Beyond the Sea') og være sindssygt skræmmende ('The Usual Suspects'). Og han er en habil instruktør ('Beyond the Sea', 'Albino Alligator'). I 2003 tiltrådte han som direktør for teatret The Old Vic i London, og i juli fyldte han 50 år.

Serien Kevin Spacey (10 film) vises hele august.

Paolo Sorrentino – italienske ekstravaganzaer
Hans navn er kendt af de færreste, men han er en ener inden for filmkunsten. Hans til dato fire spillefilm og tre kortfilm er elegante, højtflyvende og legesyge ekstravaganzaer af cinematografisk overskud. De skildrer især maskuline miljøer: Politiker-korridorer, den professionelle fodboldverdens knivsæg mellem succes og fiasko – og ikke mindst Napoli-mafiaens særegne moralske univers. Og så er filmene både humoristiske og dybt alvorlige. Cinemateket blænder i august op for en komplet retrospektiv med dette sjældne rock'n'roll-renæssance-menneske.
Tirsdag den 4. august åbner serien med forpremiere på Cannes-vinderen 'Il Divo' introduceret af Italiens-ekspert Thomas Harder.

Serien Paolo Sorrentino (4 spillefilm + 3 forfilm) vises 4.-27. august.

SÆRARRANGEMENTER

Månedens film: danmarkspremiere på Cannes-vinderen ’Tulpan’
Fra og med august vil Cinemateket give en enkelt udvalgt film omkring 10 visninger – langt flere end de sædvanlige to eller tre. Vi åbner med Cannes-vinderen 'Tulpan', en charmerende og uforudsigelig skildring af livet på den mongolske steppe. Anmelder-ikonet Roger Ebert har skrevet om filmen: "Hvis du bor i en by, hvor denne film vises, så er det den bedste film i byen."

Vises hver dag kl. 20.30 i perioden 21.-30. august (dog undtaget den 24. august).

Yann Arthus-Bertrands ’Home’ – ’Jorden set fra Himlen’ nu som film!
Den franske luftfotograf Yann Arthus-Bertrand blev verdenskendt med sin bog og udstilling ’Jorden set fra Himlen’. Nu vender han tilbage med 'Home', den første film nogensinde, der er optaget 100 procent fra luften. Filmens fantastiske billedforløb er optaget i 54 forskellige lande med fire filmhold over en periode på 21 måneder, og de bliver akkompagneret af Armand Amars smukke soundtrack. Filmen vises fem gange i perioden 19.-30. august.

Onsdag den 19. og tirsdag den 25. august vises ’Home’ med introduktion/debat.

Månelandingen 40 år – ”Et lille skridt for ét menneske …”
Mellem 1969 og 1972 blev syv Apollo-rumfærger sendt til månen. Seks af de syv missioner landede på månen, og 12 astronauter betrådte i denne periode planetens overflade. I dag, 40 år efter, er de stadig de eneste levende væsener, som har haft fast grund under fødderne på en anden planet end jorden. Dokumentarfilmen 'In the Shadow of the Moon' rummer fantastiske filmoptagelser fra de syv rumflyvninger – en del af materialet har ligget gemt i NASAs arkiver og ikke tidligere været offentliggjort.

Torsdag den 13. august kl. 19.00. Introduktion ved rumforskerne Helle og Henrik Stub.

SønDok: The Age of Stupid – Klimaforandringer set fra fremtiden
Forpremiere på 'The Age of Stupid', en bemærkelsesværdig film, der på fascinerende vis kombinerer traditionel dokumentar med elementer af science fiction og animation. Året er 2055. I en ødelagt verden sidder en ensom bestyrer af et mediearkiv (Pete Postlethwaite) og kigger på filmklip fra 2008. Da instruktør Franny Armstrong selv har besluttet sig for at minimere CO2-udslippet og bl.a. flyve så lidt som muligt, vil hunl efter visningen tale med publikum via en online videokonference.

Søndag den 23. august kl. 14.30 med efterfølgende debat med instruktøren.

Stumfilm med live-jazz – Eisenstein og Pudovkin med ny lyd
Vi følger op på juni måneds succes og byder på flere russiske stumfilm med live-jazz. Visningerne denne måned er Eisensteins 'Strejke' den 11. august og Pudovkins 'Storm over Asien' den 18. august. I samarbejde med Copenhagen JazzHouse har vi igen skabt nogle nye, spændende konstellationer af kompetente jazzmusikere, der kaster sig ud i det eksperiment, det er at improvisere en lydside frem.

Tirsdag den 11. august kl. 19.00 og tirsdag den 18. august kl. 19.30.

Asian Night: malaysisk crazy-komik med indbygget karaoke og efterfølgende fest
Værsgo' og spis: En komedie med indbygget karaoke-sang for publikum, metafysisk personspaltning og antikapitalistisk crazy-humor – alt sammen på malay-engelsk, også kaldet 'manglish'. 'Sell Out!' kunne næppe være blevet lavet andetsteds end i Malaysia. Mød bl.a. en alt for idealistisk opfinder og tv-bimboen Rafflesia i en aparte satire fuld af musikalitet og disrespekt. Med lækkerier, underholdning, bar og DJ.

Lørdag den 29. august kl. 19.00 med efterfølgende fest.

3x3 dokumentariske afgangsfilm fra Den Danske Filmskole
Et kig ind i det filmsproglige laboratorium, hvor nye filmiske udtryksmåder er under udvikling: Dugfriske bud på produktioner, der bevæger sig ind og ud ad dokumentarismens og den moderne tv-underholdnings hovedspor og fint forgrenede sideveje. Filmene vises over tre dage i blokke à tre produktioner.

Fredag den 21. august kl. 16.45, lørdag den 22. august kl. 16.45 og søndag den 23. august kl. 16:30.

Friday Late Night - To kultfilm med musik af Pink Floyd
Inden Pink Floyd brød i 1973 igennem lydmuren med den herostratisk berømte LP ‘The Dark Side of the Moon' leverede kvartetten bl.a. musik til den fransk-schweiziske nybølge-producent og instruktør Barbet Schroeders to første spillefilm, trip-filmen 'More' fra 1969 og 'The Valley (Obscured by Clouds)' fra 1972 om en opdagelsesrejse i Ny Guineas jungle. Den 28. august vises de to kultklassikere i deres originale og sjældent viste versioner.

Fredag den 28. august kl. 19.30 og 22.00. Efterfølgende Pink Floyd-fest med bar og DJ.

Her kan du læse mere om Cinematekets august-program.

Billetter kan bestilles online på www.cinemateket.dk, og i Cinematekets billetsalg (lukket indtil den 30. juli), Gothersgade 55, tlf. 3374 3412.