Cinemateket maj 2011

Nollywood rammer København med trash, guld og afrikanske stjerner. Se desuden omfattende serie med Ny iransk film. Oplev også elegantieren Ernst Lubitsch - en perlerække af uforlignelige komedier. Terrence Malick – menneskets gådefulde natur. Sandrine Bonnaire – femme fatale i normalitetens grænseområder. Gaspar Noé – tre grænseoverskridende film af den franske damptromle inkl. det seneste opus ’Enter the Void’. Musikalsk er der Mahler-fejring med både søndagsmatiné og medrivende filmmusik. Plus The Who i Late Night-biffen. Desuden Støttearrangement til fordel for Japan og Pakistan. Mød også den kinesiske nobelprisvinder Gao Xingjian. Kom til Europæiske filmaftener i forbindelse med uddelingen af LUX-prisen. Og meget, meget mere …

Serier

Ernst Lubitsch - filmens Mozart

Cinemateket hylder en af filmhistoriens helt store navne. Lubitschs berømte 'touch' refererede ikke mindst til den næsten umærkelige måde, hvorpå han leverede seksuelle hentydninger i sine film. Instruktøren, der flygtede fra Tyskland i 1932, pirrede de snerpede amerikanske standarder og formåede at få os til at le af selv de mest alvorlige begivenheder. Han anvendte komedien til at gøre os klogere på os selv.

Serien (8 amerikanske lydfilm) vises hele maj.

Desuden vises de tyske stumfilm ’Die Puppe’ og ’Bjergkatten’ hhv. tirsdag den 2. maj kl. 19.00 og tirsdag den 31. maj kl. 19.15 – begge med levende klaverakkompagnement.

Terrence Malick – menneskets gådefulde natur

Vi stiller i maj måned skarpt på den ellers notorisk opmærksomhedssky instruktør Terrence Malick. Efter en imponerende karrierestart forsvandt Malick fra filmens verden i to årtier, inden han i 1998 fik han comeback med ’Den tynde røde linie’. I maj viser Cinemateket den og hans øvrige oeuvre – ’Badlands’, ’Himlen på jorden’ og ’The New World’ – og tænder dermed op under forventningens kedel inden danmarkspremieren på Malicks kun femte spillefilm på 38 år, 'The Tree of Life'.

Serien (4 film) vises hele maj.

Nollywood Film Festival 14.-26. maj

I Nigeria findes en af verdens største filmindustrier – kaldet Nollywood – der i produktivitet langt overgår Hollywood. I maj byder Cinemateket tre centrale Nollywood-skikkelser velkommen til debat og filmintroduktioner: Den uhyre produktive genre-filmmager Teco Benson og den fremmeste repræsentant for den nye generation af ambitiøse filmkunstnere, Jeta Amata. Oplev dem live i Cinemateket – og nyd deres film, der spænder fra vidunderlig kitsch til storfilm af Hollywood-kaliber. Det bliver med garanti ikke kedeligt, når Nollywood rammer København. Læs mere på hjemmesiden www.nollywood.dk.

Festivalen (10 film og 2 debatter) løber fra den 14. til den 26. maj. Åbningsfest med DJ Zak Akhimien (NG/UK) den 14. kl. 21.00-02.00. Fri entré.

Sandrine Bonnaire – i normalitetens grænseområder

Bonnaire (f. 1967) vandt en César som bedste debutant som 16-årig, og som 19-årig var hun den yngste skuespiller til nogensinde at samme pris for bedste kvindelige hovedrolle. Cinemateket præsenterer syv film med den franske femme fatale. Se også hendes hendes debutfilm som instruktør: En rørende, sanselig kærlighedserklæring til hendes autistiske søster. Filmen rummer en dybtliggende åbenhed over for normalitetens grænseområder; en åbenhed, som Sandrine Bonnaire også demonstrerer i mange af sine mere end 40 filmroller.

Serien (8 film) vises hele maj.

Ny iransk film – meget mere end landsby-minimalisme

Se Kiarostamis radikale formeksperiment ’Shirin’, oplev en patriotisk krigsfilm med irakiske skurke – eller nyd den dansk-iranske skuespillerinde Melisa Mehraban i et spiondrama om iransk atomkraft! Vi viser i maj en stribe nyere iranske film, der spænder over hele genreregisteret.
Den 4. maj introducerer administrerende direktør for Det Danske Filminstitut Henrik Bo Nielsen det Berlin-belønnede psykologiske drama 'About Elly'. Torsdag den 5. maj kan man møde Melisa Mehraban, der spiller hovedrollen i 'Fox Hunting'.

Serien (9 film) vises fra den 4. til den 15. maj.

Månedens Film: ’Enter the Void’ – og Gaspar Noé-retrospektiv

Gaspar Noé er en af få nutidige instruktører, der kan gøre Stanley Kubrick rangen stridig som Kongen af Konsekvens. Skønt han vandt kortfilmskonkurrencen i Cannes i en ung alder, nægtede han kategorisk at lave de film, der kunne skaffes investorer til. Hans kontroversielle og meget vrede debutspillefilm, 'I Stand Alone', blev lavet under foregivelse af at være en kortfilm. Skandale-hittet 'Irréversible' blev gennembruddet, der gjorde det økonomisk muligt at realisere drømmeprojektet 'Enter the Void', som det har taget syv år at styre i mål.

’Enter The Void’ er en på én gang sanselig, outreret, smuk og brutal oplevelse, der fletter så forskellige temaer som søskendekærlighed, skæbne, sansning, sex, død og reinkarnation sammen til et 155 minutter langt trip. "Elsk ham eller had ham," skrev The Guardian-anmelderen Peter Bradshaw. "Gaspar Noé er en af meget få instruktører, der faktisk prøver noget nyt med filmmediet – han kæmper i det muliges grænseland."

’Enter The Void’ vises hver dag fra torsdag den 12. til lørdag den 21. maj kl. 20.00.

'I Stand Alone' vises d. 21. og 25. maj, og 'Irréversible' den 13. og 24. maj.

Ønskefilm

Glæd dig til 'Best of Broadway', digitaliseret gangster-storfilm og en thriller-klassiker. Vi forsøger desuden at opfylde de mange ønsker om "mere at grine ad" –  Aki Kaurismäki og Tom Stoppard er her sat til at levere varen – og klør fortsat på med at opfylde jeres mange assorterede ønsker.

Serien (5 film) vises hele maj.

Bio 12:30 – Nu torsdag og fredag – kvalitetsfilm for dig, der har tid midt på dagen

I denne måneds BIO 12:30 viser vi tyske film fra det nye årtusind: Fire film med både historiske vingesus og fortættet menneskeligt drama. Oplev tre film, inspireret af virkelige hendelser: 'Forfalskerne', 'Bølgen' og 'De andres liv', samt den skæve lille film om jagten på lykke 'Emmas lykke'.

Bemærk, at BIO 12:30 har holdt flyttedag. Fra og med maj måned vises filmene således torsdag og fredag. Men kaffe og småkager er selvfølgelig stadig inkluderet i prisen.

Særarrangementer

CPH PIX – 1. maj-visninger

Rund CPH PIX af med bl.a. et møde med instruktøren David Dusa, der står bag det ambitiøse drama ’Flowers of Evil’. Oplev også den Lynch-agtige’True Nature’ og Jean-Luc Godards seneste værk, ’Film Socialisme’. Eller hvad med ’L.A. Zombie’ – den canadiske provocateur Bruce LaBruces nyeste sammensmeltning af kunstfilm, zombiesplatter og hardcore bøsseporno?

De fem film vises søndag den 1. maj fra kl. 14.15.

Mahler i maj – søndagsmatiné og medrivende filmmusik

Cinemateket markerer 100-året for Mahlers død ved at tilegne ham en matiné søndag den 8. maj. Herudover præsenterer vi et alsidigt udvalg af film, hvor hans musik spiller en markant rolle på soundtracket. Fra Viscontis smukke klassiker 'Døden i Venedig', der om nogen gjorde adagiettoen fra 5. symfoni kendt, over opera-godbidden 'Musikkens mester' til den bizarre sort-hvide B-thriller 'Brudedrab'.

Mahler-serien vises hele maj.

Søndagsmatiné med foredrag ved Eva Maria Jensen den 8. maj kl. 16.30.

Europæiske filmaftener

Hvert år uddeles LUX-prisen, der hjælper med at sikre europæiske kvalitetsfilm en bred distribution på tværs af sproggrænser. Vinderfilmene sætter typisk fokus på aktuelle sociale og politiske temaer og bidrager dermed til debatten om europæisk integration og kulturel mangfoldighed. Filmene vises i anledning af Europadagen den 9. maj. I samarbejde med Europa-Parlamentets Informationskontor byder Cinemateket på tre europæiske filmaftener med gratisvisning af de tre LUX-finalister fra 2010, bl.a. vinderfilmen ’Die Fremde’.

LUX-visningerne finder sted den 10., den 17. og den 24. maj.

Månedens Dokumentar: ’Position Among The Stars’

Leonard Retel Helmichs hjertevarme og sorthumoristiske portræt af en indonesisk familie i et slumkvarter i Jakarta vandt hovedprisen på verdens største dokumentarfilmfestival (IDFA) og på Sundance-festivalen. Via portrættet af Shamsuddin-familien demonstrerer Retel Helmrich, hvordan globaliseringsbølgens krusninger brydes med lokale sociale omvæltninger i det moderne Indonesien, herunder begyndende demokrati, generationskonflikter, voksende indkomstforskelle og opblomstringen af militant islamisme.

Filmen vises hver dag fra torsdag den 5. til onsdag den 11. maj.

Eksperimental: Mød Nobelprisvinder Gao Xingjian

Kinesiske Gao Xianjian (f. 1940) er et renæssancemenneske. Han er kunstmaler, skriver operaer, skuespil og digte på både kinesisk og fransk – og så laver han eksperimenterende film, der sammenfatter det hele.  Mest kendt er han som den første kineser, der har vundet Nobelprisen i litteratur – det skete i 2000 for romanen 'Et ensomt menneskes bibel'.
Oplev kunstneren live, når vi viser en 5-minutters rejse ind i hans vidunderlige sort/hvide kæmpemalerier samt den selvbiografiske eksperimentalfilm 'Silhouette/Shadow' – et cinepoem, som Gao Xingjian selv kalder det.

Søndag den 8. maj kl. 14.15.

SønDok: ’Shelter In Place’ – oprør mod oliegiganterne

Olieindustrien har været med til at gøre Texas til en af de rigeste stater i USA. Men rigdom har en pris. Det ved om nogen de familier, der bor i nærheden af olie-raffinaderierne i Port Arthur, Texas. De har iltmasker og astmamedicin som en fast del af deres hverdag. 'Shelter in Place' skildrer den lille mands kamp mod en magtfuld industri. Instruktør Zed Nilson vil efter visningen svare på spørgsmål fra publikum via en live video-forbindelse.

Søndag den 15. maj kl. 15.00.

Jannik Hastrup 70 år – politik, jazz og erotik

I anledning af Jannik Hastrups 70 års fødselsdag hylder vi den danske animationsinstruktør med et særarrangement i Cinemateket. Vi præsenterer nogle af Hastrups mindre kendte 'voksenfilm', og Jannik Hastrup vil selv fortælle om sine film og sin karriere i samtale med Annemette Karpen og Ulrich Breuning. Der vil være mulighed for at stille spørgsmål, og efter forestillingen byder Animationshuset på et glas i foyeren.

Torsdag den 5. maj kl. 19.00.

’West Is West’ – støttearrangement til fordel for Japan og Pakistan

Vi byder på landets første offentlige visning af 'West is West' – opfølgeren til 'East is East' fra 1999 om den pakistanske immigrantfamilie Khan og deres fish’n'chips-butik i 1970'ernes Manchester. I 'West is West' rejser rejser familien tilbage til den pakistanske Punjab-provins. Vi bliver vidne til endnu et sprudlende kultursammenstød mellem vest og øst, tradition og modernitet.

Efter filmen vil der være Q&A med filmens britiske producer Leslie Udwin og reception i Asta Bar. Billetprisen er 100 kr. og indtægterne går til Japansk Røde Kors og Ingeniører Uden Grænser, som arbejder for at afhjælpe skaderne efter naturkatastroferne i Japan og Pakistan. Læs mere om initiativet på www.cis-edu.dk.

Onsdag den 18. maj kl. 19.00.

Psych-Out! – Horrotica: en cocktail af lesbiske undertoner og vampyr-film

Vampyr med umætteligt sex-drive på indie-budget i ’The Velvet Vampire’. En kombination af blodsugere og udpenslede nøgenscener i ’The Vampire Lovers’. De tidlige 1970'eres store exploitation-boom affødte hybridgenren 'horrotica', en saftig kombo af horror og erotica, der igen affødte en række populære subgenrer – blandt dem vampyrfilmen med lesbiske undertoner, som vi skal se to drømmeagtige og meget moderne versioner af fra hver sin side af Atlanten.

Torsdag den 26. maj kl. 20.00. Psykedelisk rejsegrammofon og kolde øl mellem filmene.

Friday Late Night – The Who: Møllehjulssvingende guitarekvilibrisme

Musikdokumentarlegenden Murray Lerners film om The Who, 'Amazing Journey', lever om nogen op til sit navn. Filmen, der har været vist på adskillige festivaler og har en Grammy-nominering i bagagen, er den definitive audiovisuelle beretning om kvartetten. En film fuld af møllehjulssvingende guitarekvilibrisme, masser af anekdoter fra Pete Townshend & Co – og fra venner og beundrere – foruden rigelige mængder sjældent arkivmateriale.

Fredag den 27. maj kl. 21.45. Med bar og dj.

SneakBar

Oplev de nyeste fire produktioner fra Filmværkstedet. Efter visningerne er der fest og networking i AstaBar.

Filmene vises af to omgange fredag den 6. maj kl. 19.15 og 21.15. Genvisning fredag den 20. marts – uden fest.

Mest for børn

Bio Min Bio

I Bio Min Bio-biffen viser vi de gode, gamle familiefilm i spillefilmslængde og de film, som børnene selv kender og elsker at se - og gense! I maj måned Tim Burtons fantastiske eventyrfilm 'Charlie og chokoladefabrikken'.

Filmen vises søndag den 1., 15. og 29. maj kl. 12.30.

Børnebiffen – hver torsdag-søndag

Vi skal i cirkus med andefamilien i filmen 'Cirkustur'.  Vi skal se, hvordan lastbilen arbejder i 'Mægtige maskiner'. Og for de lidt større børn viser vi 'Min pinlige familie og mutantdræbersneglene'. Vi møder Sille, som en morgen vågner op til en verden, der er helt forandret.

Der er gratis adgang til alle film på hverdage. I weekenden, på helligdage og i ferier tilbydes Børnebiffen til en pris af blot 10 kr. Børnebiffen er et gratis tilbud til daginstitutioner.

Læs mere om Børnebiffen på cinemateket.dk.