Copenhagen Jewish Film Festival - 27.-30. januar

Kom tæt på journalisten og feministen Ruth Gruber. Tag på en usædvanlig rejse med Holocaust-overleveren Danny Chanoch i ’Pizza in Auschwitz’ eller grin, græd og jubl over den lovpriste dokumentar om heavy metal-gruppen Anvil. Copenhagen Jewish Film Festival byder på mere end 30 unikke filmoplevelser i dagene 27.-30. januar.

Copenhagen Jewish Film Festival løber af stabelen i dagene 27.-30. januar. Der er masser af dybdeborende, underholdende og debatskabende film på plakaten. Bl.a. ’Ahead of Time’ – om Ruth Gruber, som var feminist før feminismen, ’Pizza in Auschwitz’ – om den 74-årige Holocaust-overlever, Danny Chanoch, der tager sin familie på en usædvanlig rejse samt dokumentar om kibbutz-tanken og dens dyrkelse 1960’erne i ’Volunteers’, storslået kærlighedsdrama om jødisk emigrant-familie i Argentina i ’Càmera Obscura’ og usædvanligt veldrejet, galgenhumoristisk portræt af heavy rock-fænomenet i Anvil i ’The Story of Anvil’.

Ahead of Time

Den 97-årige journalist, forfatter og fotograf, Ruth Gruber, var kun 20 år gammel da hun skrev Ph.D.-afhandling (som verdens yngste) om Virginia Woolfs forfatterskab. Som 24-årig blev hun ansat på The New York Herald Tribune. Som medlem af Roosevelt-administrationen deltog hun under Anden Verdenskrig i eskorteringen af 1000 Holocaust-flygtninge fra Europa til USA.

Lørdag 29.01.11, kl. 16:30

Pizza in Auschwitz

A for Auschwitz, B for Birkenau… Den 74-årige Holocaust-overlever, Danny Chanoch, tage sine børn, Miri og Shagi med på en rejse gennem gennem Litauen og Polen. Undervejs kommer det frem, i hvor høj grad Holocaust har farvet hele familiens liv, og rejsen ender i med en overnatning med pizza i en barak Auschwitz.

Torsdag 27.01.11, kl. 19:30

Volunteers

Dokumentar om kibbutz-frivillige i 1960’erne. Filmen stiller spørgsmål til det komplekse i den personlige og nationale identitet hos en gruppe europæiske frivillige og deres israelske partnere, der med forskellige baggrunde mødtes i kibbutzen dengang. F.eks. er en af de frivillige, tyske Angelica, datter af en tidligere Wehrmacht-soldat.

Søndag 30.01.11, kl. 14:00

Càmera Oscura

En perle af et kærlighedsdrama. I 1882 går russisk-jødiske immigranter i land fra et skib i Buenos Aires. På landgangsbroen føder en kvinde en pige. Moderen kan ikke bære synet af datteren, Gertrudis, der vokser op i tilbagetrukkethed – skabt til den traditionelle kvinderolle som hustru til en rig enkemand og mor til deres fem børn … Men bag det lydefri ydre ulmer et rigt, indre fantasiliv.

Torsdag 27.01.11, kl. 21:30

Anvil! The Story of Anvil

Virkelighedens Spinal Tap med ægte salt i øjenkrogen! 'The Story of Anvil' er en galgenhumoristisk skildring af en af pionererne inden for Heavy Metal, stiftet af to jødiske knægte fra Toronto. Græd, grin og nyd en kølig i baren efter den lovpriste dokumentarfilm.

Fredag 28.01.11, kl. 21:30

Læs mere om alle filmene på Copenhagen Jewish Film Festival og bestil billetter.