CPH:DOX giver ikke op: Genopstår i digital version!

CPH:DOX er skudt i gang – i år i en digital version. Det har krævet hårdt arbejde og en stor omlægning af programmet, men nu står CPH:DOX klar med 40 mesterlige dokumentarer og 15 spændende live-debatter, som kan streames direkte fra sofaen - og de har allerede annonceret flere! Læs vores anbefalinger til programmet længere nede.

 

130 filmpremierer, fyldte biografsale og instruktørbesøg fra hele verden. Sådan plejer det at foregå, når CPH:DOX, en af verdens største festivaler for dokumentarfilm, afvikles i hjertet af København. I år ser det noget anderledes ud. Blot en uge inden festivalens start satte Coronasituationen kulturlivet i stå og forsamlinger blev forbudt. CPH:DOX stod til at måtte opgive det hele…

Kæmpede sig tilbage med et digitalt koncept


Men de gav ikke op. Efter en ihærdig indsats er CPH:DOX vendt stærkt tilbage med et nyt koncept - den digitale festival. Det betyder, at 40 af de bedste film fra Danmark og udlandet, samt 15 live-debatter nu kan streames hjemmefra, og de har allerede annonceret, at der løbende kommer flere! De og vi i Cinemateket håber, at du tager godt imod det nye koncept. Nyd filmene fra sofaen, undgå social kontakt og pas på hinanden ♥ 

Det kan du opleve på årets digitale festival


I år kan du vælge mellem spændende dokumentarfilm, som hver især afsøger et hjørne af verdens kulturer, dilemmaer og emner – alt lige fra politik og science til musik og kunst. Glæd dig desuden til premierer og politiske debatter. Alt sammen direkte fra sofaen. 
CPH:DOX rejser spørgsmål og er ikke bange for at sætte gang i debatter om store dilemmaer. Vi præsenterer her et par højdepunkter:

KUNST: Er street art kunst eller hærværk?

’Martha: A Picture Story’ inkl. debat den 26/3 kl. 20.00

Martha Cooper er et ikon indenfor street art. I en alder af 75 år sniger hun sig stadig ud med maskerede graffitikunstnere for at fotografere og forevige deres værker. I 70’ernes New York var hun en af de første til at dokumentere graffitien på byens togvogne, som hun udgav i bogen ‘Subway Art’ – en af de mest solgte - og stjålne! - kunstbøger i historien. 
Se filmen inklusiv debat om grafittikulturen før og nu, og den afgørende indflydelse Martha Cooper havde på miljøet. Med: Rasmus Poulsen (Raske Penge), Lars Pedersen (Institut for Urban Kunst) og Katrine Ring (DJ)

SCIENCE: Hvad sker der, når vi når grænsen af menneskehedens viden om universet?

’The Edge of All We Know’ inkl. debat den 20/3 kl. 20.00
Den ubestridt største videnskabelige begivenhed sidste år var det billede af et sort hul, der i april gik verden rundt og på rekordtid blev set af milliarder af mennesker. Sorte huller er astrofysikkens største paradoks, men har samtidig en magnetisk tiltrækning på fantasien. Tankevækkende, fascinerende som en eventyrfilm og nervepirrende som en thriller i en scene, hvor alt afhænger af, at der er skyfrit på selve dagen! 
Der vil være debat om sorte huller og den forskning, der når ud over vores kollektive viden. Med: instruktør og Harvard professor Peter Galison, astrofysiker Marianne Vestergaard (KU) og citizen science-ekspert og astrofysiker Brooke Simmons. Moderator: Tina Ibsen (vært på 'Rumsnak').

POLITIK: Er censur et brud på ytringsfriheden eller et bolværk mod socialt kaos? 

’Meet the Censors’
Bliv klogere på dilemmaet i et åbensindet møde med censorer fra Tyskland til Sudan, Iran og USA. Forskellen på deres arbejde er stor, men de er alle overbevist om, at netop de arbejder i den gode sags tjeneste, og at censur er et bolværk mod socialt kaos. Men i en urolig tid, hvor censuren selv antager nye former og bliver både forsvaret og bekriget fra de mest forskellige sider, er der særlig god grund til at lytte til de mennesker, der er sat til at håndtere den i praksis. En film til sin samtid om ytringsfriheden og dens mulige grænser.

JURA: Hvad gør nogle til mordere og andre til fredelige borgere? 

’Crazy, Not Insane’ inkl. debat den 21/3 kl. 16.00
Hvad foregår der i hjernen på en seriemorder? Den Oscar-vindende instuktør Alex Gibneys nye true crime-dokumentar 'Crazy, Not Insane' undersøger morderes psykologi med udgangspunkt i retspsykiater Dorothy Otnow Lewis’ forskning. Lewis undersøger voldelige menneskers indre liv. Hun er fascineret af hvordan hjernen bliver påvirket af traumer, og I sit arbejde har hun blandt andet interviewet seriemorderne Ted Bundy, Arthur Shawcross og Joel Rifkin. 
Se filmen med samtale mellem overlæge og seniorforsker Mette Brandt-Christensen og kriminalreporter og journalist Janni Pedersen.

IDENTITET: Må børn skifte køn før puberteten? 

’Little Girl’ inkl. debat den 24/3 kl. 16.00
Sasha er en lille pige, som holder af ballet, at lege med sine søskende og at prøve sine farverige kjoler. Men ifølge sit CPR-nummer er Sasha ikke en pige, men en dreng. ‘Little Girl’ er en film, man ikke går urørt fra. Den skildrer et ungt, transkønnet liv, og ikke mindst hvordan man er forældre til dette liv.
Filmen vises med debat. Med: Helge Sune Nymand (Foreningen for Støtte til Transkønnede Børn), Mette Ewers Haahr (Sexologisk Klinik) og Helle Jacobsen (Amnesty). Moderator: Journalist Søren Villemoes (Weekendavisen). 
 

Filmene er tilgængelige fra den 18. marts og frem til den 29. marts. kommer der løbende flere.
Prisen pr. film er €6 - ca. 45 kr.
Se det fulde program her