D.A.F.F. - starten er gået!

LÆNGERE, LÆNGERE ... Snør dine løbesko og tag med Cinemateket og D.A.F.F. ud på verdens mest ekstreme løbeture. Mød ultraløberne, som løber 250 km i træk, fordi et almindeligt maraton er barnemad. Der er ingen grænser - kun en rekord, som skal slås!

Danish Adventure Film Festival (D.A.F.F.) begynder i dag. Det flotte filmfelt byder blandt andet på en række løbefilm - herunder flere nye danske produktioner.

273 miles gennem Vermont

I årets mest ventede ultratrail-løbefilm 'Finding Traction' følger vi løberen Nikki Kimball i hendes kamp, for at blive den hurtigste person i historien, til at løbe Vermonts 273 mile lange 'Long Trail'. En legendariske rute, som i årevis har været kampplads for alverdens trailløbere, og hvor Kimball drømmer om, at være den hurtigste - ikke blot hos kvinderne, men hos begge køn! Filmholdet følger hende i fem dage og nætter, hvor hun løber igennem Green Mountains og giver et unikt indblik i den kamp, som det er at løbe ultratrail, samt den smerte og modstand hun må igennem for at nå sit mål. For Nikki handler det nemlig ikke kun om selve rekorden, men også om at inspirere kvinder til at dyrke ultrasport på lige fod med mændene.

'Finding Traction' vises onsdag den 26. nov. kl. 19.00 og søndag den 30. nov. kl. 18.45. Instruktøren, Jaime Jacobsen, gæster visningen den 30. nov.

30 jernmænd og Mont Blanc - ekstrem dobbeltvisning

Mød to mennesker, som udfordrer sig selv maximalt i dobbeltprogrammet 'UTMB NO. 971' + 'Ironwoman'. Mød ultraløberen Thomas Dupont, som prøver kræfter med Ultra-Trail du Mont Blanc. Løbet, der beskrives som ultraløbenes svar på Tour de France, er hele 168 kilometer langt og består af 9600 højdemeter. Og mød Thea Storm Henriksen der vil gennemføre 30 ironmans i træk, i løbet Triple Deca Italy. Begge film går helt tæt på de hårde fysiske strabadser, og viser Thomas og Theas kamp fra start til mål.

'UTMB NO. 971' + 'Ironwoman' vises fredag den 28. nov. kl. 18.00 og søndag den 30. nov. kl. 19.30.

Bjergløb i Alperne

Tor de Geants i Italien er kåret til 'Worlds toughest endurance trail'. 'You, Me & the Tor' dokumenterer danske Team Schwausens vej mod, under og efter det hardcore bjergløb, som udfolder sig i den smukke, men barske Aosta-dal i den italienske del af Alperne. Vi følger teamet både under den største eufori ved målstart, men også når den dybeste krise rammer. Den visuelle del fører dig fra magien i startområdet, gennem de 150 timer på farten i smukt, men uvejsomt terræn med uforudsigelige vejrforhold og forhåbentlig til opfyldelse af drømmen - den fælles målgang i Courmayeur.

'You, Me & the Tor' vises torsdag den 27. nov. kl. 20.00 og søndag den 30. nov. kl. 22.00.

Off-road i Jylland

I filmen ’Back to nature - Xterra Aarhus’ følger vi fire personer og deres kamp for at gennemføre den første Xterra-konkurrence i Aarhus. Xterra er verdens største offroad-triatlonserie med de traditionelle triatlondiscipliner flyttet ud i terrænet som trailløb og MTB for at søle deltagerne til. Hop med på vognen, få MTB’en indstillet, trailskoene renset og våddragten og svømmebrillerne 'svømmet til'. Filmen garanterer masser af saltvand, sand, mudder, skrænter og flotte vidder.

'Back to the nature – Xterra Aarhus' vises torsdag den 27. nov. kl. 22.00.


Læs mere, se trailers og hold dig opdateret på adventurefilmfestival.dk og facebook.com/danishadventurefilmfestival

Tid: ’Danish Adventure Film Festival - D.A.F.F.’. 26.-30. november.
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: online eller på tlf. 33 74 34 12