”Det er næsten smukt, når Japan er ude af takt”

MÅNEDENS FILM i Cinemateket er den besnærende, prisvindende familiethriller ’Harmonium’.  Se den i perioden 12.-22. januar.

Tænk, hvis din familie blev tvangsudvidet med en ekstra person, som ingen rigtig forstod eller holdt af, men som alligevel gjorde sig uundværlig for alle? Japanske Koji Fukada vandt med ’Harmonium’ juryens pris i den prestigefyldte sidekonkurrence Un Certain Regard i Cannes 2016. En stilfuld, psykologisk isnende thriller, der går i kødet på den japanske middelklassefamilie med en sushi-knivs præcision. 

Når stueorgelet ikke spiller … rent

En japansk middelklassefamilie får besøg af en arbejdssøgende mand med akavede manerer, men stor tjenstvillighed. Faren Toshio skylder tydeligvis manden en tjeneste fra fortiden og tager ham ind i husholdningen – i starten meget imod hustruen Akiés vilje. Deres datter øver sig på at spille stueorgel – deraf filmens lumske titel – og det nye familiemedlem sætter fart i både musikalske harmonier og ægteskabelige mislyde.

Lyder det som et klassisk utroskabsdrama? Tænk igen! Seksualitet spiller en mindre rolle end moral, næstekærlighed og vægten af de valg, man foretager, og Koji Fukada går lige i kødet på familiens såre menneskelige behov, fortielser og kompromisser. Den japanske middelklassefamilie bliver både gennemlyst og rystet grundigt – ikke ulig Michael Hanekes holmgang med den europæiske eller Chan-wook Parks med den sydkoreanske. Resultatet er en uforudsigelig, neglebidende thriller med det troværdige familiedramas psykologi som løftestang.

’Harmonium’ er Månedens Film i Cinemateket. Spilleperiode 12.-22. januar. Første visning er gratis for medlemmer af Cinemateket.

’Harmonium’ lægger sig op af januar-februar måneds retrospektive serie med store japanske dramaer, melodramaer og særarrangementer – ’Japanske klassikere – kærlighedens smerte’ – som åbner 20. januar.

Anmelderne skriver

★★★★★ ”Jeg blev helt fucket op af "Harmonium"… det er næsten smukt, når Japan er ude af takt.” – Morten Vejlgaard Just, Filmz

★★★★★ ”så stærkt at selv Michael Haneke ville græde en kold tåre af stolthed.” – Daniel Skov Madsen, Cinemazone

★★★★ ”En fremmed banker på og livet ændrer sig for altid i en japansk kernefamilie.” – Jacob Wendt Jensen, Berlingske

★★★★ ”Et musikalsk værk, der ikke går af vejen for disharmonier.” – CPH Culture

★★★★ En modig og neglebidende undersøgelse af den falske familieidyl.” –  Niels Kristian Bonde Jensen, Ordet

★★★★ ” Intenst tragisk familiedrama.” – Nanna Andersen, Cinemaonline

Tid: 12.-22. januar
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: Online og tlf. 3374 3412