Et væld af skæve fortællinger

Nye eksperimenterende film. Om sårede soldater fra Irak og Afghanistan. Om venterummet i et fransk fængsel. Om gadebørn fra Kosovo og en garagerocker i midtvejskrise ... og meget mere. Cinemateket viser i marts måned nye europæiske filmskolefilm og produktioner fra New Danish Screen

Europæiske filmskolefilm - særarrangement

Den 11. marts kl. 18.30 introducerer instruktøren Astrid Schult krigsdokumentaren 'The War Within' (2009), der er hendes afgangsfilm fra Filmakademie Baden-Württemberg. Filmen beskriver et amerikansk militærhospital i Tyskland, som modtager sårede amerikanske soldater fra Irak og Afghanistan. De amerikanske soldater er mærket fysisk og psykisk af krigen og forsøger at finde vej tilbage til et normalt liv. Filmen sætter også fokus på de tyske og amerikanske kvinder, der er bange for at miste deres mænd.

De pårørende står ligeledes i centrum i den franske 'Silent Voice' (2009). Menneskeskæbner mødes i et besøgsrum i et fængsel, heriblandt en ældre algiersk kvinde, der skal møde sin søns morder og en ung gravid pige, som skal se sin fængslede kæreste. 'Silent Voice' er Léa Fehners prisbelønnede debutfilm efter afgangseksamen fra filmskolen La fémis i Paris. På rollelisten er bl.a. Reda Kateb, som spillede sigøjneren Jordi i den Oscar-nominerede franske gangsterfilm 'Profeten' (2009). 

Læs mere og bestil billetter

New Danish Screen

Fra den 16. til den 30. marts kan du se produktioner fra New Danish Screen. New Danish Screen er synonymt med det nybrydende, det skæve eller slet og ret uklassificerbare. Det er danske produktioner med støtte fra Filminstituttet, men de udspiller sig i mange dele af verden og i alle formater: Fra kort- til spillefilm, fra fiktion til dokumentar – inklusive filmiske essays og uregerlige genremæssige bastarder.

Cinemateket har sammensat et program med i alt otte film – fra den prisbelønnede 'Ønskebørn' (2009), en blanding af fiktion og dokumentar om gadebørn i Kosovo, over far/søn-dramaet 'Comeback' (2008) til 'The DeVilles' (2009) om en rock’n’roll-romance, der har stået mere igennem end sadellæderet på en årgangs-Harley Davidson. Se også 'Mig og Jesper' (2009) - om en af 1980er-punkbevægelsens pilskæve grundpiller Jesper Reisinger, der levede det vilde anarkistliv med sine tekster og musik, men så tog stofferne overhånd. 

Læs mere og bestil billetter