Fem festivaler i Cinemateket i februar

FESTIVALTID. Cinemateket lægger i februar hus til hele fem festivaler, der hver i sær præsenterer en stribe unikke og sjældne og debatskabende film og filmevents. Kom til Catalansk filmfestival, Copenhagen Fashion Film, Mongoliet på film, jødisk filmfestival og kurdiske filmdage.

Catalansk filmfestival – film, musik og besøg 4.-14. februar

Copenhagen Catalan Film Festival (CCFF) blev etableret i 2013 og har siden bragt en stribe catalanske film og instruktører til København. Festivalen præsenterer i år syv film, der fortsat vidner om stor bredde og vitalitet i catalansk film.

Festivalen åbner i aften, den 4. februar med filmen 'Behind the Door', instruktørbesøg og reception. Cinematekets Asta Bar danner under festivalen desuden er ramme om tre live-koncerter med catalanske musikere.

'Behind the Door' er et intenst psykologisk drama om kvinden Sara, som er spærret inde i et mentalt fængsel af sin egen far, en pensioneret fascistisk officer, men som får nyt håb, da en jødisk universitetslærer flytter ind i ved siden af. Mød instruktør Pere Soles i forbindelse med visningen kl. 19.00.

Tid: 4.-14. februar 2016
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, Kbh K
Billetter: Cinemateket.dk eller tlf. 33 74 34 12

Copenhagen Fashion Film – The Skin I Wear 

Copenhagen Fashion Film og Cinemateket viser i dagene 5.-14. februar fem film under overskriften The Skin I Wear - Gender, Body and Identity. Festivalen stiller skarpt på, hvordan mode- og filmskabere gennem tiden har udfordret mode-stereotyper.

Copenhagen Fashion Film undersøger og formidler modefilmmediet. Festivalen viser både det historiske og det nutidige aspekt inden for mode og film. Der vises alt fra unikke stumfilm og ikoniske undergrundsfilm til helt nye modekortfilm.

Kom for eksempel til arrangementet 'Paris is Burning' med paneldebat og efterfølgende drink fredag den 5. februar kl. 19.15 eller il filmkoncert med LYDMOR, der spiller live til Georg Wilhelm Pabsts stumfilmklassiker 'Pandoras æske' onsdag den 10. februar kl. 19.00.

Tid: 5.-14. februar 2016
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, Kbh K
Billetter: Cinemateket.dk eller tlf. 33 74 34 12

Mongoliet på film: Fra stepperne til storbyen - og tilbage igen

Stormende forelskelser, rap, bueskydning og voyeurisme. Gennem overraskende skæbner og historier reflekterer den mongolske festival de gennemgribende samfundsforandringer, som Mongoliet og dets befolkning har gennemlevet siden starten af 1990’erne.

Mongoliet på film
er et samarbejde mellem Cinemateket, Dansk Mongolsk Selskab og Arts Council of Mongolia og åbner den 11. februar med filmene 'Before Rising Up the Rank' og 'Yellow Cult' – en klassiker fra 1965 om en shaman-prins og en cirkusartist på en forunderlig rejse samt en ny film, der giver et sjældent indblik i livet på de mongolske stepper. Mød filmenes instruktører og producenter ved åbningen.

Tid: 11.-16. februar 2016
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, Kbh K
Billetter: Cinemateket.dk eller på tlf. 33 74 34 12.

Copenhagen Kurdish Film Festival – kurdiske filmdage 17.-21. februar

Cinemateket lægger med Copenhagen Kurdish Film Festival vanen tro hus til et filmprogram, der er spækket med kunst- og spillefilm, dokumentarer, instruktørbesøg og debatter. I år foregår det hele i dagene 17.-21. Februar. Kurdisk filmkultur er i rivende udvikling, og festivalen glæder sig bl.a. til at vise en egenproduceret film om de store instruktørnavne i kurdisk filmhistorie.

Copenhagen Kurdish Film Festival er med til at bringe den kurdiske filmkultur nærmere det danske samfund og bidrage til en større forståelse af nogle af regionens problematikker – kulturelle, sociale og politiske.

I år giver festivalen blandt andet stemme til 'Børn i konfliktområder'. Festivalens paneldebat vil bl.a. behandle spørgsmålet om, hvordan konfliktområder er med til at danne børns identitet og fremtidsperspektiv. Og Asta Bar bliver under festivalen omdannet til hyggelig lounge med kurdisk musik og tæpper, og hvor der serveres gratis te og kaffe inden hver visning. Det er også hér du kan møde filmfestivalens frivillige og arrangører fra Forbundet for Kurdiske Studerende og Akademikere (FOKUS-A).

Tid: 17.-21. februar 2016
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, Kbh K
Billetter: Cinemateket.dk eller på tlf. 33 74 34 12. Reserverede billetter skal afhentes senet 12. februar.

Copenhagen Jewish Film Festival – 25.-28. februar

Hvad kæmper vi for? Nogle kæmper for en stat – eller for indflydelse i en. Nogle kæmper for retten til et køn eller en identitet. Andre kæmper om retten til et sprog eller ganske enkelt for en bedre tilværelse for sig selv og sine nærmeste.

Den tiende udgave af Copenhagen Jewish Film Festival slår i perioden 25. til den 28. februar dørene op for et stort jubilæumsprogram, med kamp – voldsomme, kærlige, særlige og ærlige kampe i en mængde af relevante udtryk – som et af festivalens omdrejningspunkter.

Festivalen præsenterer gennem film og events alternative vinkler på genkendelige og ofte tabuiserede emner: Konflikten mellem israelere og palæstinensere, forældre/børn-relationer, ondskabens banalitet og filosofiens bidrag til populistiske emner – med inspiration fra de jødiske søsterfestivaler i New York, London, San Francisco, Montreal, Budapest, Warszawa, Berlin, Jerusalem og Haifa.

Tid: 25.-28. februar 2016
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, Kbh K
Billetter: Cinemateket.dk eller på tlf. 33 74 34 12