Filmperler fra Portugal og Brasilien

FILM & FORFRISKNINGER. Søg ly for december-sneen i Cinematekets sale onsdag den 5. og torsdag den 6. december, og send tankerne på flugt til solrige Latinamerika, når vi viser to film fra de varme lande; det portugisiske drama "Kiss Me" og den livsbekræftende brasilianske film "Found Memories". Efter begge arrangementer vil der være forfriskninger at finde i Asta Bar.

Portugisisk Aften med film og vin

António da Cunha Telles' "Kiss Me", der er baseret på romanen "Marilyn à Beira-Mar" af den portugisiske forfatter Vicente Alvas do Ó, er en særdeles underholdende film fortællings båret af fine skuespilpræstationer, et detaljemættet tidsbillede og et fantastisk soundtrack.

Den portugisiske topmodel Marisa Cruz spiller hovedrollen som Marilyn Monroe-lookalike i det farverige drama "Kiss me", der udfolder sig i 1950'ernes konservative Portugal under diktatoren Salazar.

Den unge, generte Laura flygter fra sin voldelige ægtemand og slår sig ned hos sin frisindede og lokalt foragtede tante i den lille by Tavira ved Algarve-kysten. Her forvandler Laura sig fra sky provinspige til et replica af sit store idol Marilyn Monroe, og hendes forbrug af mænd bliver også næsten lige så omfattende.

Laura turnerer rundt mellem tre elskere: En midaldrende skrædder, som bliver hendes chef, en macho 'latin lover', som lever af lyssky forretninger, og en anti-fascistisk intellektuel, der har store problemer med det lokale politi.

Filmen vises onsdag den 5. december kl. 19:00, hvorefter Den Portugisiske Ambassade byder på et glas vin i Asta Bar.

Læs mere og køb/bestil billet

Brasiliansk Aften – poetisk rejse i tid og erindring

Særligt udvalgt til Brasiliansk Aften er Júlia Murats bevægende film "Found Memories" (Historias que so existem quando lembradas) – en både livsbekræftende og sørgmodig film om forfaldets tvetydige skønhed.

Filmen foregår i den lille landsbyflække Jotuombo og handler om relationen mellem to enigmatiske kvinder; den unge fotograf Rita (Lisa Fávero) og den gamle brødbagerske Madalena.

Rita er fascineret af forfaldet og det stille liv og indfanger det i underskønne sort/hvide fotografier. Billederne hænger hun til fremkaldelse i sit logi hos Madalena, der selv har taget hele landsbyens efterladte familiefotografier til sig.

Forholdet mellem de to kvinder rummer filmens kerne: Et både livsbekræftende og sørgmodigt spil mellem ungdommens glød og de krakelerede mures og ansigters særprægede skønhed – og også den smerte, der er forbundet med mindernes flygtighed (den brasilianske titel på filmen lyder "Historier, som findes, når de erindres").

Efter visningen torsdag den 6. december kl. 16:45 byder Den Brasilianske Ambassade på forfriskninger i Asta Bar.

HUSK: Filmen vises igen fredag den 28. december kl. 19:00.

Læs mere og køb/bestil billet