Friday Late Night - Ækte Vare

VESTEGNSDRØMME. Fredag den 27. maj præsenterer Cinemateket Friday Late Night 'Ækte Vare'. Filmen er en dokumentaristisk skildring af det hårde liv i overhalingsbanen, som aspirerende rapper på Vestegnen. Asta Bar er åben fra kl. 20.00 - med musik fra filmen i DJ-pulten og efterfølgende Q&A.  

Barske drenge fra Brøndby Strand 
Fenar Ahmeds spillefilmdebut ’Ækte Vare’ er en dokumentaristisk skildring af livet i en Ghetto på Vestegnen – nærmere bestemt Brøndby Strand. Filmen giver et autentisk indblik i en barsk underverden med sprut, stoffer, sorte penge og damer. I filmen følger vi rapperen Mikael (spillet af rapperen Gilli), som er vokset op i Brøndby Strand. Sammen med Tariq, Samir og Eddy er det hans drøm at leve af at rappe og lave musik.

Alfa Romeo-drømme versus Alfahan-opgør 
De er et sammentømret crew, som holder sammen for enhver pris. Mikael er gruppens ambitiøse talent. Den etablerede rapper, Apollo, øjner Mikaels evner, og hyrer i jagten på et comeback Mikael til at skrive sine sange. Mens Apollo introducerer Mikael for musikverdenens søde liv med hurtige biler, fester, damer og tours, begynder vennerne at betvivle Mikaels loyalitet. Samtidig opdager Apollo, at Mikaels talent langt overgår hans eget – og han er ikke villig til at lade Mikael træde i forgrunden. Men ægte talent er svært at holde nede, og alfahan-opgøret er uundgåeligt…

Musikalsk energiudladning                                                
Den virkelighedsnære film er en visuel og musikalsk energibombe med et troværdigt streetcast fra vestegnens rap-miljø. Sangeren Gilli spiller hovedrollen, og har sammen med Jens Ole McCoy fra Ukendt kunster stået for filmens lydspor. Desuden gæsteoptræder den storhittende S!vas i filmen.

Baren er åben fra kl. 20.00 med musik fra filmen i DJ-pulten. Filmen begynder kl. 21.30, hvor der er Q&A med instruktøren og skuespiller Ali Sivandi.

Tid: 27. maj 2016, kl. 21:30
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, Kbh K 
Billetter: Online eller på tlf. 33 74 34 12