Funny Bones – for grinebidere og andre lattermilde filmelskere

KVALITETSSATIRE. Der er meta-komik på programmet, når vores latterklub ’Funny Bones’ i oktober og november viser morsomme film om at lave film.

Vanen tro har Cinemateket fremgravet et par humoristiske filmperler, der viser, at komedien kan være både sjov og intelligent. Og at den bestemt ikke blot kan afskrives som en underlødig genre.

Living in Oblivion - oktober
Oktober måneds filmgrin, kultklassikeren ’Living in Oblivion’, er en hylende morsom lowbudget-film om indspilningen af en lowbudget-film. Den famlende auteur-instruktør Nick Reve (Steve Buscemi) er klar til optagelserne af sin næste artfilm, men der er bare et problem – alt går galt.

En kakofoni af uduelige lysfolk, opblæste skuespiller-egoer, hypersensitive statister og forstyrrende - og forstyrrede - familiemedlemmer forvandler filmoptagelserne til et mareridt.

Filmen blev et stort hit på Sundance Film Festival og satte yderligere gang i Buscemis karriere som skuespiller og instruktør.

State and Main - november
I november måned præsenterer ’Funny Bones’ filmen ’State and Main’. Her udleveres Hollywoods skjulte mekanismer på sjoveste vis, når instruktør og manusforfatter David Mamet satiriserer giftigt over den amerikanske filmindustri.

Et gigantisk filmhold fra drømmefabrikken ankommer til den rosenprydede lilleby Waterford for at optage kostumedramaet "The Old Mill", men komplikationerne hober sig op. Møllen, som filmen skulle opkaldes efter, er nedbrændt, den kvindelige stjerne (Sarah Jessica Parker) nægter pludselig at udføre nøgenscener, og den mandlige hovedperson (Alec Baldwin) jagter byens mindreårige piger.

Filmens instruktør David Mamet excellerer, vanen tro, i skarpslebne dialoger, der ligger perfekt i munden. En sjælden komedie, der både er sjov og tindrende intelligent!

Tid: Onsdag 16. oktober kl. 19.15 og lørdag 30. november kl. 14.00
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: Online eller på tlf. 33 74 34 12