Hyldest til en musikalsk ener

FRIDAY LATE NIGHT. Guitarlegenden og musikforskeren John Fahey var en sand fornyer af det seksstrengede instrument. Fredag d. 14. juni hyldes han med ny portrætdokumentar, instruktørbesøg, live-koncert og vinyler på grammofonen frem til midnat.

Sangskriveren, forfatteren og provokatøren John Fahey (1939-2001) spillede guitar som et helt orkester, men er ikke desto mindre blevet betegnet som faderen til American Primitive Guitar. Påvirket af traditionelle amerikanske genrer som folk, blues og country, europæisk klassisk musik (Béla Bartók) og alverdens former for folkemusik (herunder fra Asien) udviklede Fahey sin helt særegne lyd og spillestil, som siden har inspireret et utal af guitarister - bl.a. Beck, Thurston Moore (Sonic Youth), Chris Funk (The Decemberists) og Pete Townshend (The Who).

Fredag den 14. juni blænder Late Night-biffen op for danmarkspremiere på den spritnye portrætfilm 'In Search of Blind Joe Death - The Saga of John Fahey’, der gennem interview, live-musik, sjældent arkivmateriale og animerede sekvenser fortæller den fascinerende historie om outsideren Faheys liv og virke. Udover at være en sand fornyede af det seksstrengede instrument var Fahey en ivrig musikforsker og en af de væsentligste bidragsydere til forståelsen af klassiske amerikanske genrer som delta blues, bluegrass og New Orleans-jazz, og filmen kan da også nydes som en hyldest til den amerikanske musikskat i al dens imponerende spændevidde.  

Live-koncert og instruktørbesøg

Filmen vises kl. 21:30, men allerede fra kl. 19:00 varmer vi op med bar og vinyler på grammofonen i Asta Bar. Her vil der også være mulighed for at høre arven fra Fahey fremført live, når den portugisiske guitarist Norberto Lobo giver en eksklusiv akustisk optræden kl. 20:30.
 
Herefter kan du møde filmens instruktør James Cullingham, der vil fortælle om sin fascination af Fahey og give en introduktion til filmen. Efter visningen holder Asta Bar åben frem til midnat, hvor festen slutter. 

Aftenen er arrangeret i samarbejde med Festival of Endless Gratitude.

Tid: Fredag d. 14. juni.
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K.
Billetter: Online og på tlf. 33 74 34 12.