Københavnerkatastrofe blev til britisk storfilm

EPIDEMI-ALARM! Mød manuskriptforfatter Kim Fupz Aakeson og katastrofehistoriker, Rasmus Dahlberg til danmarkspremiere 2. dec. kl 19.00 på epidemi-dramaet 'Perfect Sense' (2011) med Ewan McGregor og Eva Green. Filmen vises tre gange i Cinemateket.

Menneskets absurde tilpasningsevne

'Perfect Sense' spiller Eva Green og Ewan McGregor, Susan og Michael, et nybagt kærestepar, der klynger sig til hinanden og søger trøst i egne erindringer, mens en epidemiorkan raser omkring dem. Videnskaben står uden valide forklaringer, men symptomerne er klare nok: Pludselige raserianfald efterfølges af tab af først smagssansen, siden lugtesansen og så videre. Ikke nemt for hverken en epidemolog eller en kok at forholde sig til – men Susan og Michael tilpasser sig. Ligesom folk omkring dem gør det i bemærkelsesværdig grad.

”Katastrofefilm har det jo med at handle om Tom Cruise i vanskeligheder. De fleste film tager et menneske og sætter det under pres, så kan vi se, om det er en helt eller en kujon. I en undergangsfilm er det det samme, bare alle mennesker på én gang. Det er interessant at se på mennesker under pres, fordi der er så utrolig mange ting, der er indarbejdede og underforståede – hvordan vi udveksler varer for penge, hvordan vi omgås og så videre. Hvordan består de systemer i krise?” siger manuskriptforfatteren, Kim Fupz Aakeson.

I sit udgangspunkt var Aakeson opsat på at skrive en bog om en katastrofe, der rammer København, men via Zentropa blev konceptet afsat til et skotsk selskab, hvor instruktøren David Mackenzie (’Young Adam’ og ’Hallam Foe’ m.fl.) var tilknyttet. Og så blev filmen en international koproduktion med stjernenavne.

Forsinket danmarkspremiere

Det kan undre, at denne velanmeldte, stjernebesatte film med dansk islæt ikke er nået frem til de danske lærreder før nu. ’Perfect Sense’ fik aldrig dansk biografpremiere – måske pga. sammenfaldet med en anden stor katastrofefilm, Fernando Meirelles’ ’Blindness’. Men de internationale anmeldere tog godt i imod filmen: ”En fascinerende kombination af tilsyneladende uforenelige konventioner fra henholdsvis kærligheds- og katastrofe-genren,” skrev Slant Magazine og gav filmen 3½ ud af 4 stjerner.

Fakta

Læs mere om serien ’Epidemi-alarm!’ og bestil billetter her.

Debat om katastrofer

Efter visningen den 2. december vil filmens manuskriptforfatter Kim Fupz Aakeson diskutere katastrofer og film med Rasmus Dahlberg, der er forfatter og forsker i katastrofehistorie. Publikum inviteres også til at deltage i aftenens snak om resiliens og overlevelse i undergangens skær.

Alle tiders epidemifilm hele december

Oplev mere et halvt århundredes epidemifilm i serien ’Epidemi-alarm!’ og få filmhistorisk syn for sagn, når panikken og paranoiaen breder sig, og den social-politiske infrastruktur kollapser på det store lærred – fra Elia Kazans ’Panik ’ (1950) over David Cronenbergs mesterværk 'Shivers' (1975) om en epidemi af ustyrligt seksuelt begær til indieproduktionen '[rec]' (2009), hvor virussen har 'besat' en boligblok.

Læs mere om serien ’Epidemi-alarm!’ og bestil billetter her.

Tid: 'Epidemi-alarm!' 2.- 28. december.
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: online eller på tlf. 33 74 34 12