Kometen Korea - et filmmirakel på ti år

Koreansk film har gennem de seneste ti år stået for et uhørt kunstnerisk og kommercielt boom, der giver selv amerikanske blockbustere baghjul. I november tager vi pulsen på det koreanske filmmirakel med en række innovative og tankevækkende storfilm.

Sydkorea er eksploderet som filmnation. Fra at være en lille spiller på verdensplan er koreanske film nu blevet en mastodont på både det nationale og internationale filmmarked.

Dørene er sparket op med innovative storfilm på et teknisk niveau, der er cutting edge. Korea er nu et af de hotteste filmlande i Asien, hvorfra udenlandske instruktører som Quentin Tarantino og Steven Spielberg henter idéer og inspiration.

Tarantino og Korea

Quentin Tarantino har en stor forkærlighed for asiatisk film, og i særdeleshed koreansk. Da han var formand for juryen i Cannes agiterede han kraftigt for ’Oldboy’ (2003) som vinder. Det blev dog ”kun” til juryens særpris.

For nylig offentliggjorde han en liste over sine 20 yndlingsfilm fra de seneste 17 år.  Ikke mindre end tre af titlerne er koreanske: Det elegant konstruerede militærdrama ’Joint Security Area’ (2000), seriemorder-thrilleren ’Memories of Murder’ (2003) og monsterfilmen ’The Host’ (2006).

Titanic sank - markedsandelen steg til 53 procent

At koreansk film har gennemgået en kometagtig udvikling viser et stykke simpel matematik. I 1993 gik kun én ud af seks koreanske biografgængere ind for se en film af ”egen avl”. Ti år senere var det hver anden. Markedsandelen på 53 procent kan sammenholdes med vores egen. I Danmark er tallet – som et af de højeste i Europa – på cirka 30 procent.

’Shiri’ (1999), ’The Host’ og ’Welcome to Dongmakgol’ (2005) er eksempler på film, der har sat opsigtsvækkende publikums-rekorder de seneste ti år. Selv ’Titanic’ (1999) og ’Ringenes Herre’ (2001) har fået baghjul ved de koreanske billetluger. ’The Host’, der pt. er den mest sete film i Sydkorea nogensinde, er også blevet et hit uden for hjemlandet.

Miraklet i Cinemateket

Cinemateket viser ”det koreanske mirakel” med syv film, som alle fik koreanerne til at flokkes i biografen. Det er værd at bemærke spændvidden: fra raffineret politisk satire til poetisk gangsterdrama. Genre-formularer er ikke noget man skamrider Sydkorea.

Vi har gjort plads til Tarantinos tre yndlingsfilm, ’JSA’, ’Memories of Murder’, og ’The Host’. Desuden har vi danmarkspremiere på den visuelt overrumplende ’Welcome to Dongmakgol’ (2005) samt den sorte politiske satire ’The President’s Last Bang’ (2005), som skabte røre med sin beskrivelse af landets tidligere leder Park Chung-hee som en fordrukken skørtejæger.

Læs mere om filmene i serien.

Billetter kan bestilles i Cinematekets billetsalg, Gothersgade 55, tlf. 3374 3412. Online bestilling på cinemateket.dk.