Månedens dokumentar – månesyge i højt humør

LUNA. Der er dømt seriøs besættelse, når vi i ’Lunarcy!’ møder et spraglet og dybt charmerende persongalleri af karismatiske månefantaster.

Det er næppe tilfældigt, at ordet lunatic (’galning’) kommer af det latinske ord for måne. Men bevisførelsen er sjældent ført så bogstaveligt som i ’Lunarcy!’, hvor du kan møde en stribe månefanatikere med rakethøj underholdningsværdi.

Mød eksempelvis Dennis Hope, som har fundet et smuthul i den internationale månekonvention om, at ingen stat eller regering må kræve retten til himmellegemer. Det har han så i stedet gjort som privatperson – og tjener kassen på at sælge måne-jordlodder à 24 dollars (men det er så inkl. stempelafgift og forsendelse). Foreløbig har Hope angiveligt udstedt over 2 mio. jordlods-beviser – heriblandt til tre eks-præsidenter!

Eller oplev astrofysik-professor Jaymie Matthews, der indledte sin karriere ved at blive ungdoms-ambassadør for Apollo 17-opsendelsen i 1972 ved at lyve om sin alder (og dermed bl.a. score et stykke månesten til en værdi af flere mio. dollars!).

Hvem end af disse månefantaster vi møder, så afbilleder filmen dem med både humor og varme.

De danske anmeldere skrev blandt andet:

♥ ♥ ♥ ♥ ”Virkeligheden overgår fantasien i humoristisk dokumentar”  (Dorte Hygum Sørensen, Politiken)

★★★★ ”De skønne månedrømme står funklende klare” (Nanna Frank Rasmussen, Jyllands-Posten)

”Skæv dokumentarfilm om excentriske mænd med konkrete ambitioner … en bevægende oplevelse.” (Bo Green Jensen, Weekensavisen)

Lunarcy! er … underholdende og seværdig.” (Lars Movin, Information)

★★★★ ”En dokumentar der med sine skæve, autentiske personligheder, et fokuseret tema og vellykkede virkemidler er et gennemført værk, der giver et stort smil på læben.” (Nicoline Edinger, Nosferatu, Universitetsradioen)

Tid: Fredag 25. oktober til torsdag 31. oktober.
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: Online eller på tlf. 33 74 34 12