Månedens Film - The Rider

Som Månedens Film i december blænder vi i samarbejde med CPH PIX op for det rørende og flotte drama ’The Rider’. Chloé Zhaos unikke film har begejstret både publikum og kritikere på filmfestivalerne i Cannes, Sundance og Toronto. Vi følger rodeorytteren Brady, hans far og hans mentalt retarderede lillesøster. Vises i Cinemateket den 13. - 23. december.

Efter en næsten fatal ulykke må Brady opgive rodeosporten, og han kæmper med at passe et job i et supermarked og forlige sig med sine forliste drømme. I ulmende varme farver skildrer Zhao den hendøende westernverden og tegner med usentimental empati et bevægende og næsten poetisk portræt af Brady. 

Scenerne mellem Brady og den livsglade lillesøster, som han beskytter, er dybt rørende, og det samme er Bradys hospitalsbesøg hos en hjerneskadet ven og tidligere professionel rodeorytter. Virkelighed og westernmytologi smelter sammen i ’The Rider’, mens fotografen James Richards (’God’s Own Country’) fanger sollys og fine aftenstemninger og får det maksimale ud af de store prærielandskaber i South Dakota, hvor filmen er optaget. 

Instruktør og forfatter Chloé Zhao har fået åndelig næring af sin hovedrolleindehavers virkelige liv. Ligesom filmens Brady måtte Brady Jandreau selv tage sin karriere som rytter op til overvejelse efter en skelsættende ulykke. 

 

 

Anmelderne skriver

 ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ En cowboyfilm i dén grad til tiden (Politiken)

★★★★★★ Dette er definitionen på et mesterværk så fantastisk udført, at det næsten er uhyggeligt (Moovy)

★★★★★★  Et smukt, usentimentalt lille mesterværk (Cinemaonline

★★★★★ Brady Jandreau leverer en overvældende præstation som Brady Blackburn. Med blot sin anden spillefilm har Chloé Zhao skabt en af årets bedste. (Ordet)

★★★★★  En imponerende indfølt film (Filmz

★★★★★  Billedskøn og vanvittigt autentisk (Kinosaur

★★★★★ Landskabsbilleder, der giver lyst til at ride mod horisonten (Nosferatu)

★★★★★ The Rider er bjergtagende smuk med sine hypnotiserende optagelser fra Amerikas uanede, åbne vidder. Men det er dens fortælling om livets op- og nedture, der hænger ved. (Filmmagasinet Ekko)

★★★★★ Real-life bronc competitors add a hard edge to Chloé Zhao’s South Dakota-set drama (The Guardian)

Tid: 13. - 24. december
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København
Billetter: Online eller 33743412