MIX anbefaler weekendens favoritter

Fejringen af MIX Copenhagens 35-års jubilæum er allerede i fuld gang. Men bare rolig du kan stadig nå at deltage i festlighederne og blive klogere på køn, seksualitet og identitet. MIX Copenhagens festivalleder Andrea Coloma og programplanlægger Josephine Olsen giver her deres anbefaleringer til weekendens festivalprogram.

Fredag: Film der udvider din horisont

 

Welcome to the USA

Hvornår har du sidst set en film fra Kasakhstan? At man sjældent ser film fra Kasakhstan er bare en af grundene til at se ’Welcome to the USA’. Mange af filmene på festivalen handler om migration og asylsystemet, men ’Welcome to the USA’ fokuserer også på økonomisk migration. Hovedpersonen i filmene har vundet Green Card-lotteriet, men er meget i tvivl om hun skal forlade sit liv i Kasakhstan. Det er helt klart en ukendt perle med meget stærke kvindelige karakterer.

'Welcome to the USA' vises fredag d. 30. oktober kl 16.30

 

Keyboard Fantasies: The Beverly Gleen-Copeland Story

Det er en utroligt velproduceret fortælling om kunstneren Beverly Gleen-Copeland, som udgav musik i 80’erne. En hybrid af folk og elektronisk musik, men det blev aldrig en succes. Men her i 10’erne er hans musik blevet opdaget på ny, og Beverly oplever at komme på turne. Filmen skildrer hans uventede succes og hvordan det er at være en ældre queerperson. Filmen er en oplagt fredagsfilm, og man kommer til at gå fra biografsalen med en god følelse inden i.

'Keyboard Fantasies: The Beverly Gleen-Copeland' vises fredag d. 30. oktober kl. 18.45

 

Jumbo

'Jumbo' er en fantastisk fredagsfilm. Den handler om objektofeli, som er en seksualitet hvor man er følelsesmæssigt og seksuelt tiltrukket af ting. Instruktøren Zoe Wittock blev inspireret af den amerikanske kvinde Erika Eiffel, der blev kendt, fordi hun giftede sig med Eiffeltårnet. I ’Jumbo’ bliver hovedpersonen forelsket i forlystelsen Jumbo. Wittock ønskede at skildre objektofeli på en respektfuld måde og det er lykkedes til fulde. Det er en af vores stærkeste film i år og den er nomineret til vores Lili-pris for bedste film.

'Jumbo' vises fredag d. 30. oktober kl. 19.00

 

Lørdag: Film der overrasker

 

Bizzaro Tales

’Bizzaro Tales’ er et kortfilmsprogram sammensat af en masse forskelige film, som har det tilfælles at de søger at bryde normer omkring plot, lyssætning og hvem der er repræsenteret i film. Filmene er bizarre, og det er meningen at man skal gå derfra og tænke ”hvad skete der lige der?”. Det er film for dig som gerne vil rykke til din forventning til hvad film, kroppe og seksualitet er. Det er første gang vi afprøver formatet, og vi glæder os meget.

'Bizzaro Tales' vises lørdag d. 31. oktober kl. 16.30

 

I Carry You With Me

Det er vores lukkefilm. Vi vil ikke afsløre alt for meget om den, men midt i filmen får man en stor overraskelse. Filmen tager udgangspunkt i en virkelig kærlighedshistorie om to af den Oscar- nominerede dokumentarist Heidu Ewings venner, Iván og Gerardo. Den er fint produceret, er meget unik og skal bare ses!

'I Carry You With Me' vises lørdag d. 31. oktober kl. 19.15

 

Pariah

Den er intet mindre end en milepæl i LGBTQ+ film og især inden for lesbiskfilm er det en klassiker. Den handler om en 17-årig teenager, som er ved at forstå sin lesbiske identitet. ’Pariah’ er fra 2011 og er derfor ikke en ny film, men vi har valgt at have den med, fordi det er svært at finde film med så stærk lesbisk repræsentation - især inden for ’black queer cinema’-film. Filmen er blevet kaldt den lesbiske ’Moonlight’, men ’Pariah’ kom altså først.

'Pariah' vises lørdag d. 31. oktober kl. 21.30

 

Søndag: Film der får dig til at smile

 

Alice Júnior

’Alice Júnior’ er en film om en ung brasiliansk youtuber og transpige som på grund af flytning til en lille landsby skal starte forfra et helt nyt sted. Selv om filmens hovedperson Alice er transperson, skildrer filmen først og fremmest det at være teenager og inderligt ønske sig sit første kys. Filmen er ung i sit visuelle udtryk og bruger ligesom teenagerne emojis, når den skal udtrykke sig. Det er en film for alle der er ’young at heart’ og forældre, som gerne vil forstå deres teenagers verden.

'Alice Júnior' vises søndag d. 1. november kl. 14.00

 

Cocoon

Den vil vi især anbefale til vores yngre publikum. Filmen foregår i Berlin-Kreuzberg og fortæller historien om en ung piges identitetsrejse. ’Cocoon’ indeholder en masse flotte og poetiske billeder af Berlin. Det er en hjertevarm coming of age film, som kan ses af teenagere eller af dig som gerne vil mindes din egen teenagetid. Tag din yndlingsteenager i hånden og gå ind og se ’Cocoon’.

'Cocoon' vises søndag d. 1. november kl. 16.15

 

Goodbye Mother

En vietnamesisk film og en ung homoseksuel mand, der tager sin kæreste med hjem til familien for første gang. Filmen er meget humoristisk, og man får et indblik i sydøstasiatisk filmkunst. Filmen dykker ned i vietnamesiske traditioner, madkultur og natur. Vi har valgt at have ’Goodbye Mother’ med på festivalen fordi den er sjov og smuk og står i kontrast til mange af de mere hårde og seriøse film, vi laver herhjemme.

'Goodbye Mother' vises søndag d. 1. november kl 16.30

 

Den personlige favorit

Josephine: ”Det må være ’Bizzaro Tales’, kortfilmsprogrammet viser en anden måde at fortælle queerhistorier på. Queerness er jo et synonym med særhed. De rykker virkelig ved nogle grænser for, hvad film kan være, hvilke historier som skal fortælles, og hvilke mennesker som er med”.

 

Andrea: ”Jumbo! Den udforsker normerne, og det er det vi gerne vil med vores festival. Man bliver konfronteret med sine egne fordomme også som queerperson. Der er faktisk også noget inde i mig, som bliver nødt til at rykke sig”.