Modefilm! Sidste chance!

FILM OG MODE. Copenhagen Fashion Film festival slutter på lørdag den 14. februar, men inden da vises to ikoniske film – begge fra 1966.

Torsdag den 12. februar kl. 18.30

William Klein var amerikansk Vogues darling og er umiddelbart mest kendt for sit arbejde som fotograf. I 1966 udkom hans første film, ’Who Are You, Polly Maggoo?’ – en satirisk film, der med sine ekstravagante set-designs og kostumer hurtigt fik kultstatus. Filmen skildrer det parisiske haute couture-miljø og går med filmens hovedperson, den amerikanske Polly Maggoo (Dorothy McGowan) på opdagelse i dette sort/hvide modeunivers, der i øvrigt understreger Kleins æstetik. Oplev denne perle af en fashionfilm, som Stanley Kubrick mente var ti år før sin tid!

Efter filmen byder Heineken på en øl i Asta Bar, og derudover vil lektor Maria Mackinney-Valentin, modeekspert Chris Pedersen og filminstruktør Mads Matthiesen dykke yderligere ned i den mangefacetterede film.

Lørdag den 14. februar kl. 16.15

’Arabesque’ er divaen Sophia Loren på scenen. Den sydlandske furie dominerer i næsten naturstridig grad med sine voluminøse kurver, som modeskaberen Marc Bohan for Dior har gjort sit ypperste for ikke at skjule. Gå ikke glip af denne sprudlende thrillerkomedie med masser af 60’er-energi!

Modeforsker Else Skjold vil efter filmen fortælle om kostumerne og om, hvilken rolle kostumer og påklædning generelt spiller i film.

Copenhagen Fashion Film

Tid: 5.-14. februar
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: cinemateket.dk og tlf. 3374 3412.