Musikfilm Festival blev en bragende succes

Tidligere på måneden lagde Cinemateket hus til den årlige Musikfilm Festival. Godt tre uger efter dens afslutning kan festivalen melde om flotte besøgstal og et løfte om at vende tilbage i 2015.

Musikfilm Festival 2014 (1.-9. Marts), der hovedsageligt foregik i Cinemateket, havde for andet år i træk 30 filmtitler på programmet. I løbet af ni intense dage bød festivalen på alt fra den spritnye Oscar-vindende dokumentarfilm ’20 Feet from Stardom’ til arkivklassikere som D.A. Pennebakers ’Ziggy Stardust and the Spiders From Mars’, vist på det store lærred.

Mens festivalen i 2013 debuterede med 2000 solgte billetter, indløste hele 3000 publikummer i år billet til festivalens visninger. Den flotte fremgang får nu festivalarrangør Henrik Østergaard til at garantere, at festivalen vender tilbage næste år, hvor man vil fortsætte efter samme filosofi.

Festivalen henter inspiration fra den populære In-Edit-festival i Barcelona, der med sine 30.000 årlige besøgende, tjener som forbillede for Henrik Østergaard: ”Det er ikke (nødvendigvis) målet for Musikfilm Festival at blive lige så omfattende, men det er bestemt målet at vise en omfattende mængde musikfilm med lignede højt kvalitetsniveau”, skriver han i en pressemeddelelse.

Udstillingsvindue for de danske musikfilm

Et af festivalens mål er at kunne præsentere en del af de danskproducerede musikfilm, der ikke får opmærksomhed i andre sammenhænge. Årets festival bød derfor på et eksklusivt kig ind bag Super16-instruktøren Kristian Sønderbys interaktive film ’Story Music’, om den færøske sanger Teitur. Filmen, der endnu er i produktion, blev vist i bedste ”work-in-progress”-stil og Teitur selv bidrog til arrangementet, ved at give livenumre i salen.

Desuden fik den danske dokumentarfilm ’It’s Not Repetition, It’s Discipline’ premiere på årets festival. Filmen er instrueret af Lars Kjelfred, Troels Holmstrøm og Jesper Hedeager Madsen, og omhandler det britiske postpunkband The Fall. Gennem 12 år (!) har de tre danske The Fall-fans igen og igen opsøgt bandets ophavsmand Mark E. Smith. Resultatet er en dedikeret collagefilm, der vakte stor begejstring på festivalens åbningsdag.

Senere på ugen bød festivalen på endnu en verdenspremiere, da man viste Andreas Haaning Christiansens nye film ’NO GOD – Shadow House Burn’. Instruktøren præsenterede selv filmen, der skildrer et alternativt no wave-band fra København blandt andre bestående af det forhenværende Kliché-medlem Jens Valo. Aftenen kulminerede da NO GOD gav en liveperformance efter filmen.  Her var Lars H.U.G. til stede og han kunne dermed overvære sin gamle Kliché-fælle i nye musikalske rammer.

Carlsen, Andersen og Dissing samlet på ny

Søndag den 2. marts præsenterede festivalen Henning Carlsens oversete 1975-perle ’Da Svante Forsvandt’. Filmen, der tager udgangspunkt i Benny Andersens folkekære fortællinger om den melankolske viseforfatter Svante, blev introduceret af Henning Carlsen i samtale med Informations Christian Monggaard. Efterfølgende fremførte Benny Andersen og Povl Dissing en række Svante‐numre i biografsalen, til stor glæde for publikum.

Festivalen, der i den afsluttende weekend bød på alt fra plademesse, musikquiz og Christian Juncker-koncert, ser frem til endnu ni dage med musikfilm og events i marts 2015. Her vil festivalen bestræbe sig på, igen at præsentere et program med stor diversitet: ”Det bliver med både sjældne arkivstrimler og spritnye produktioner fra ind- og udland – med fokus på både store og små navne”, afslutter Henrik Østergaard.