NAFF 2018 - Eventyrlige events til weekenden

Cinemateket inviterer den vilde natur ind i biografmørket, når vi åbner dørene for årets udgave af Nordic Adventure Film Festival (NAFF), der den 20. - 25. november præsenterer et omfangsrigt program af verdens bedste adventurefilm. Udover et hav af filmvisninger byder festivalen også på en lang række spændende særarrangementer. Vi giver her vores bud på en håndfuld events, der er særligt interessante i weekenden den 23. – 25. november.

Og vinderen er! – Ritzauprisen + Dugout 

Den står på prisuddeling og feststemning i Cinemateket lørdag den 24. november, når NAFF klokken 14 uddeler Ritzauprisen. Prisen er opkaldt efter den danske eventyrer og ekstremsportsudøver Jesper Ritzau, og gives årligt som hyldest til en person eller organisation, der gennem sit arbejde og udforskning af naturen, viderefører Ritzaus ånd om at gøre verden til et mere fordomsfrit, tolerant og tilgivende sted. I år gives prisen til naturfotograf og eventyrer Helle Løvevild Golman, der sammen med sin mand Uri dokumenterer verdens sidste vilde steder i fællesprojektet ’Project WILD’, der skal øge opmærksomheden på vigtigheden af at tage vare på naturen. Som del af prisoverrækkelsen vises også filmen ’Dugout’, hvor to engelske kunstnere dokumenterer deres rejse til Amazonfloden i Ecuador, hvor de bor blandt lokale i junglen og bygger deres egen traditionelle stammebåd.  Samlet billetpris for filmvisning og prisuddeling er kun 30 kroner. 

Dugout

Instruktørbesøg og Q&A´s – Edie og There´s Always Next Season 

Weekenden byder også på andet fint besøg i Cinemateket, hvor adskillige instruktører og medvirkende i filmene på NAFF kigger forbi og fortæller om deres oplevelser under optagelserne. Den 24. november kan du blandt andet møde instruktøren og produceren bag filmen ’Edie’, om en 83-årig enke, der forsøger at bekæmpe sin sorg og bitterhed over tabet af sin kontrollerende ægtemand, og genvinde livets magi, ved at bestige Skotlands højeste bjerg. Ud over Q&A vil der også være en lille reception inden visningen.

Edie

  
Gå heller ikke glip af den danske premiere på filmen ’There´s Always Next Season’, om en gruppe glemte snowboardhelte fra Tromsø, der i genforening med hinanden og en bunke gamle VHS-optagelser, tænder en gnist om at samle brættet op igen, og give drømmen om at indskrive sig i snowboardhistorien et sidste skud. Som del af filmvisningen den 23. november, vil der være Q&A med folkene bag filmen, der fortæller om det inspirerende møde med det gamle snowboardhold Team Scheffler. 

There´s Always Next Season

 

Billetpriser og rabatter 

Billetprisen til festivalens film er 85 kroner per visning. Der kan også købes et rabatkort, der for 275 kroner giver adgang til fire filmvisninger. Billetter kan købes i Cinematekets billetsalg, via telefon på 3374 3412, eller via Cinematekets eller NAFFs hjemmesider.

Tid: 20. – 25. november 
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København
Billetter: 85 kr. Til events kan der gælde særlige priser. Køb billetter på cinemateket.dk og tlf. 3374 3412.