Ny slovakisk film – serieåbning med instruktørbesøg 21. november

LANGT FRA BRATISLAVA. Slovakiet er i øjeblikket et af Europas mest spændende filmlande. Oplev ni nye film, der går tæt på den slovakiske provinshverdag, hvor kommunismen stadig spøger. Dramaet om comeback-bokseren 'Koza' åbner serien den 21. november.

En stor del af befolkningen i Central- og Østeuropa bor stadig på landet som en konsekvens af den forsinkede 'modernisering' i denne del af verden – og som resultat af, at myndighederne i den kommunistiske periode begrænsede antallet af indbyggere, der kunne bosætte sig i byerne. Det betyder, at den 'uddøende' provins føles mere påtrængende i et land som Slovakiet end i Danmark, og det afspejler sig i stort set alle de produktioner, Cinemateket præsenterer under overskriften Ny slovakisk film i dagene 21.-29. november.

Kamp til den bitre ende - 'Koza'med instruktørbesøg

Peter, med tilnavnet Koza ('Geden'), er en tidligere olympisk bokser, der bor sammen med sin kæreste Misa i en forfalden beboelsesejendom. Misa er gravid men vil have en abort, og Koza må gøre comeback som bokser i forsøg på at skrabe penge sammen, og i håb om at få Misa på andre tanker. I selskab med sin manager Zvonko tager Koza på turné i en ramponeret ladvogn til en række uglamourøse boksearenaer i den slovakiske provins. Kozas krop kan bare ikke længere klare de mange slag og stød, og i stedet for at understøtte hans tidligere stjernestatus og udløse pengepræmier, ender hans kampe i ydmygende nederlag. Men for Koza er det utænkeligt at give op. Den tidligere professionelle bokser Peter Bálaz tilfører filmen stor autenticitet i rollen som den melankolske, viljestærke Koza.

'Koza' introduceres af instruktør Ivan Ostrochovský lørdag den 21. november kl. 19.15. Efterfølgende er der reception.

I serien kan du ligeledes opleve 'My Dog Killer’, der handler om en ung martret skinheads vold mod sin splittede familie i en racistisk landsby, og ’Made in Ash’, om en ung kvinde, der forlader arbejdsløshed i det østlige Slovakiet og får job på en fabrik i Tjekkiet, men ender som sexarbejder - foruden fire andre nye film med øjenåbnende billeder fra livet i den slovakiske provins.

Serien indeholder også to klassikere, nemlig det dokumentariske hovedværk ’Pictures of the Old World’ og den charmerende tjekkoslovakiske nybølgefilm ’Before Tonight is Over’, der introduceres af Alexandra Strelková søndag den 22. november kl. 16.00.

Ny Slovakisk film er realiseret i samarbejde med Ministry of Culture of the Slovak Republic, Arina Film Production, Slovak Audiovisual Fond, Den Slovakiske Ambassade og Slovak Film Institute.

Tid: 21.-29. november
Sted:
Cinemateket, Gothersgade 55, 1123 København K
Billetbestilling:
Cinemateket.dk og Tlf. +45 3374 3400