Nye film fra Québec

18 fiktions-, dokumentar- og kortfilm er på plakaten i Cinemateket i juni under den fransk-canadiske festival Ciné Tapis Rouge. Officiel åbning fredag d. 31. maj med sølvbjørn-vinderen 'Inch'Allah' og besøg af filmens producer. 

Den fransk-canadiske filmindustri bliver almindeligvis betragtet som en selvstændig (og noget underordnet) størrelse i forhold til den engelsksprogede filmbranche. Men faktisk har de fransksprogede canadiske film en større national markedsandel end de engelsksprogede, der lider under at være naboer til det storproducerende USA.

Med festivalen Ciné Tapis Rouge præsenterer Cinemateket en række nye kort-, dokumentar- og fiktionsproduktioner fra Québec. 31. maj kan du møde produceren bag Berlinale-vinderen ’Inch'Allah’, og dagen efter kigger instruktøren Philippe Lesage forbi og tager sin dokumentarfilm ’Laylou’ med under armen.

Åbningsdage med Berlin-vinder og instruktørbesøg
Festivalen åbner med et stort anlagt arrangement fredag d. 31. maj. Her præsenterer vi vinderen af kritikerprisen på dette års filmfestival i Berlin, den gribende ’Inch’Allah’, der sætter fornyet fokus på Israel/Palæstina-konflikten – denne gang set fra en ung, canadisk læges synsvinkel. Filmens producer, Kim McCraw, vil introducere og stiller efterfølgende op til debat. Som aperitif vises den charmerende kortfilm ’Chef de Meute’.

Lørdag d. 1. juni er det en hel anden type film, der er på programmet: I en serie impressionistiske tableauer indfanger instruktøren Philippe Lesage de magiske øjeblikke, hvor den ansvarsløse ungdom forsvinder, og voksenlivet viser sig i horisonten. Den billedskønne dokumentar ’Laylou’ præsenteres af Lesage selv, der også vil svare på spørgsmål bagefter. To kortfilm - 'Catherine' og 'Anata O Koruso' - indleder aftenen. 

Et mangefarvet filmudvalg
I dagene efter åbningsarrangementerne byder festivalen på seks andre film, der tilsammen vidner om den bredtfavnende og innovative filmkultur, Québec danner rammen om. I ’Catimini’ tages et af det moderne samfunds ligtorne, plejebørns vilkår, op til fornyet overvejelse, og i den prisvindende ’Camion’ bryder en lastbilschaufførs liv sammen, da han i et trafikuheld uforvarende er skyld i en ung kvindes død.

Derudover kan du opleve den gribende krigsfortælling ’Snow and Ashes’, ’Romeo Eleven’ om en særlings forsøg med internet-dating, drama-dokumentaren ’El Huaso’ og endelig ’Fair Sex’, hvor en ung kvinde gennem filmmediet forsøger at bearbejde hendes barndoms traumatiske hemmelighed. Alle seks film kan også ses senere på måneden.

Som ved åbningsarrangementerne ledsages visningerne af en kort forfilm – læs mere om disse her.  

Ciné Tapis Rouge er støttet af Conseil des Arts et des Lettres du Québec (CALQ) og Québec Government Office, London, og filmene er udvalgt i samarbejde med generalsekretæren for Ciné Tapis Rouge, Vanessa-Tatjana Beerli.

Tid: 31. maj-23. juni.
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K.
Billetter: Online og på tlf. 33 74 34 12.