Oplev vanviddets veteran på det hvide lærred

DEROUTE. En fatal marihuana-anholdelse førte i 1969 til tre år med elektrochok-behandling på en sindssygeanstalt. Roky Erickson, den psykedeliske rocks ukendte stamfader, har kæmpet med sine dæmoner lige siden. Oplev hans historie i Friday Late Night-biffen den 22. juni.

Med LP'en 'The Psychedelic Sounds of the 13th Floor Elevators' var Texas-outfittet The 13th Floor Elevators i 1966 den første gruppe, som brugte termen psykedelisk om en rockudgivelse. Dermed blev der eksplicit bragt sammenhæng mellem lydoplevelse og indtagelse af bevidsthedsudvidende stoffer.

Elevatorfører i frit fald 

Men hvor albummet indtager en prominent plads på listen over skæve rockhistoriske milepæle, er den skæbne, der tilfaldt guitarist og elevatorfører Roky Erickson anderledes tragisk.

Da Roky blev anholdt for marihuana-besiddelse i 1969, erklærede han sig sindssyg i et forsøg på at undgå fængselsstraf. I stedet endte Roky på Rusk State Hospital for the Criminally Insane, hvor han i tre år modtog elektrochok-behandling. 

Med en paranoid-skizofren diagnose i bagagen har Roky Erickson siden kæmpet en turbulent kamp for at vende tilbage til musikken.

"De fleste skøre folk vender ikke tilbage efter mødet med sindssygeanstalt, elektrochok, narkotikamisbrug og rumvæsener - ting, der har belejret Rokys hjerne de sidste 40 år," skrev Michael Hoinski om Roky Erickson i The Village Voice i 2010.

Et ikon vender tilbage

Dokumentarfilmen 'You're Gonna Miss Me', hvis titel er taget fra Ericksons største hit med The Elevators, følger ikonet på vej ud af det absolutte low - godt hjulpet på vej af broderen Sumner, der har taget forældremyndigheden over Roky.

Undervejs byder filmen på nogle af Ericksons fineste musikalske øjeblikke. Udover det garage-fræsende titelnummer kan man bl.a. lægge øre til klassikeren 'Fire Engine', som Sort Sol senere fortolkede. Inden filmen er der happy hour-bar med psykedeliske toner i Asta Bar.

Roky Erickson udgav i øvrigt efter 14 års albumtavshed i 2010 albummet 'True Love Cast Out All Evil' sammen med Okkervil River. "Standarden er imponerende høj," skrev Gaffa og uddelte fem stjerner. 

Tid: Den 22. juni kl. 21.30. Happy hour-bar fra kl. 20.00
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: Online og på tlf. 3374 3412