Østrigske highlights fra eksperimentalskuffen

Østrig har med navne som Peter Kubelka og Kurt Kren været centrum for europæisk eksperimentalfilm i mere end 50 år. Onsdag den 28. oktober vises et udsnit af de bedste østrigske kortfilm.

Østrig er en af de helt store aktører indenfor eksperimentalfilm, og særligt i det korte format.

I 1950’erne blev ryet grundlagt med de store mestre som Peter Kubelka og Kurt Kren, og Østrig har endnu i dag en af de mest vitale eksperimentalfilmsscener i Europa.

Cinemateket viser onsdag den 28. oktober to korfilmsprogrammer bestående af et udvalg af de bedste og mest toneangivende eksperimentalfilm fra Østrig i samarbejde med den østrigske eksperimentalfilmdistributør sixpackfilm.

Strukturalisme og feminisme

Vi starter kl. 19.00 med et program, der strækker sig fra 1950’erne til 1980’erne med de formmæssige eksperimenter af Peter Kubelka og Kurt Kren i centrum. Bl.a. vises Kubelkas banebrydende ’Unsere Afrikareise’.

Kulbeka indsprøjter betydning i hvert eneste frame, og er en intens oplevelse i sin sønderklippede facon.  Filmen har fået en helt særlig status som et af strukturalismens mesterværker. Filmen tog Kubelka fem år at samle, selvom spilletiden er knap 12 minutter.
 
Kulbeka og Kren lagde grunden for den strukturalistiske tradition. En tradition håndhævet af to hovedfigurer i feministisk film Valie Export og Mara Mattuschka, som begge vises i første program.

Nye talenter

Med et øje for de nye talenter på Østrigs eksperimentalfilmscene, fokuserer vi i anden afdeling kl. 20.30 på tiden fra 1990’erne til i dag. I 1990’ernes østrigske eksperimentalfilm er det især filmkunstnere, der arbejdede med ”found footage”, der lyser klarest, som det ses i filmene af Martin Arnold, Peter Tscherkassky og Lisl Ponger.

Afslutningsvis i programmet vises to meget forskellige nye bud på den østrigske eksperimentalfilm: Et selvportræt af Friedl vom Gröller og Johann Lurfs zoom-eksperiment ‘Vertigo Rush’.

Læs mere om de enkelte film, og om østrigsk eksperimentalfilm her.

Billetter kan bestilles i Cinematekets billetsalg, Gothersgade 55, tlf. 3374 3412. Online bestilling på cinemateket.dk.