'Præsten og konkylien' - med live-musik af SPEkTR

STUMFILMSKONCERT. Lørdag den 10. marts kan du opleve Germaine Dulacs hovedværk 'Præsten og konkylien' og den abstrakte kortfilm 'Thèmes et variations' med live-musik af danske SPEkTR.

Germaine Dulac (1882-1942) var feminist, socialist og filmpioner i den franske avantgarde i 20'erne og 30'erne. Hun instruerede mere end 30 fiktionsfilm, hvoraf mange udtrykte nye tendenser i filmsproget.

Kontroversielle erotiske visioner

Vi viser Dulacs hovedværk 'Præsten og konkylien', hvor hun bevæger sig mod surrealismens fokus på drømmen. Den fragmenterede film var med sine erotiske visioner og vægten på den visuelle lyrik uhyre kontroversiel i sin samtid.

Vi præsenterer desuden hendes kortfilm 'Thémes et variations' fra 1928. Den var resultatet af Dulacs ihærdige forsøg på at skabe 'pure cinema' og fange essensen af det nye medie uden indflydelse fra andre kunstarter.

Cinematisk soundtrack ledsager de stumme strimler

De stumme strimler bliver akkompagneret live af det fem personers store band SPEkTR (trommer, guitar, baritone guitar og diverse keyboards). Den tidligere Raveonettes-guitarist Manoj Ramdas er en af de primære drivkrafter bag bandet.

Gruppen udgav i januar deres nyeste album 'Personetics', hvorom Esben Struk fra musikmagasinet Gaffa i en fire-stjernet anmeldelse bl.a. skrev: "Nu gad jeg bare godt se den ikke-eksisterende film, som Ramdas og kompagni her har lavet lydsporet til."

Dulac-filmene vises i anledning af udstillingen 'Avantgardens kvinder 1920-1940' på Louisiana, der udover Germaine Dulac præsenterer syv andre kvindelige kunstnere fra perioden.

Tid: Lørdag den 10. marts kl. 19.00
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: Online og på tlf. 3374 3412