The Red Riding Trilogy – unik biografpremiere på engelsk succes-krimi

Enestående mulighed for at se biografkopien af trilogien om jagten på den berygtede nordengelske seriemorder ’The Yorkshire Ripper’ – baseret på David Peaces internationale krimi-bestseller. Med buffet i restaurant SULT.

Mord. Korruption. Besættelse! Filmatiseringen af David Peaces internationale krimi-bestseller ’The Red Riding Quartet’ om ”the Yorkshire Ripper” er blevet til en storslået film-trilogi. Se hele det spektakulære tre-films-værk ved en eksklusiv premiere i Cinemateket søndag den 22. november.

Arrangementet begynder kl. 14.15 og slutter kl. 21.15.

Restaurant SULT byder på buffet kl. 18.15. Pris 150 kr. Forudbestilling senest i morgen, den 19. november på telefon 3374 3417.

Jagten på en morder

’The Red Riding Trilogy’ er en nervepirrende filmfortælling om jagten på en morder - en jagt, der varer mere end ti år. Med reference til den autentiske historie om ”The Yorkshire Ripper”, der i 1981 blev dømt for drab på 13 unge nordengelske kvinder, er de tre film tilsammen et helstøbt fiktivt studie i opklaringen af en række bestialske mord.

Filmene giver samtidig et signalement af de mafiøse tilstande, der ofte gennemsyrer vitale institutioner i et moderne samfund – herunder magtmisbrug inden for politiet.

Bevågenhed ved årets Cannes-festival

’The Red Riding Trilogy’ er et spændende eksperiment, som blev mødt med stor bevågenhed under årets Cannes Festival. Tre af Englands dygtigste instruktører - Julian Jarrold, James Marsh og Anand Tucker – forlener projektet med hver deres stil uden at filmene mister forbindelsen til hinanden.

Trilogien har skabt omfattende debat ved visninger i England, hvor de havde premiere tidligere på året. De tre film udkommer samlet i en dansk dvd-udgave i begyndelsen af 2010. Dagens visning er en unik mulighed for at se dem i celluloid-version på stort lærred (med engelske undertekster).

Program

’Red Riding: 1974’ (Julian Jarrold) – kl. 14.15-16.15.

’Red Riding: 1980’ (James Marsh) – kl. 16.45-18.15.

Buffet i Restaurant SULT kl. 18.15

’Red Riding: 1983’ (Anand Tucker) – kl. 19.30-21.15.

Entré 120 kr. for medlemmer / 200 kr. for ikke-medlemmer af Cinemateket.

Billetter kan bestilles i Cinematekets billetsalg, Gothersgade 55, tlf. 3374 3412. Online bestilling på cinemateket.dk.