'Rumble in the jungle'-stemning i Cinemateket når Oasis-bagmand vender plader

Fredag den 22. april byder Cinemateket og CPH PIX på en helt enestående musikalsk oplevelse. Vær med, når Alan McGee, manden bag bands som Oasis og The Libertines vender plader efter visningen af to stemningsfyldte film.

Rockumentary og Soul Power med fælles efterfest

Kl. 21.45 præsenterer Friday Late Night dokumentarfilmen om den historiske musikalske event, der kombinerede den legendariske 'The Rumble in the Jungle'-boksekamp og nogle af 70'ernes største R&B-navne. Optagelserne var ubrugte og usete i 35 år, men er nu stykket sammen til en rytmisk og medrivende film.

Kl. 21.30 byder CPH PIX indenfor med en rocket dokumentarfilm om the Creation Records. Med præsentation ved instruktøren Danny O’Connor.

Efterfølgende vil der være fælles fest og kolde øl, hvor selveste Alan McGee, legenden bag Creation Records, vender plader!

'Upside Down: The Creation Records Story'

The Jesus and Mary Chain, My Bloody Valentine, Primal Scream, Oasis og Super Furry Animals var blot nogle af de mange legendariske bands, der startede på det mindst lige så legendariske Creation Records - ledet af den afgjort legendariske og uhyre flamboyante Alan McGee.

Dokumentarfilm om musikalske legender er som regel kedelige, men ikke denne gang, og det af en enkelt god grund: historien om Creation Records er simpelthen så rock 'n' roll, at man bare ville ønske, at man havde været der selv. Det mest utrolige er næsten, at McGee & co. stadig kan huske noget fra de glade dage i 80'erne og 90'erne, hvor Creation satte den musikalske dagsorden i godt halvandet årti, inden de tiltagende stof-eskapader og presset fra den kommercielle branche tog til, og til sidst satte en stopper for løjerne. Interviews med alle implicerede er suppleret af en guldmine af sjældne klip fra dengang, hvor det hele stadig bevægede sig.

Læs mere og bestil billet hér.

Friday Late-Night: 'Soul Power'

En fest, der rakte langt ud over soul-genren. I 1974 arrangerede den navnkundige bokse-promoter Don King 'The Rumble in the Jungle' - kampen mellem George Foreman og Muhammad Ali – en kamp, som den undertippede Ali vandt med historisk snilde og list i Zaïres hovedstad Kinshasa.

Som optakt arrangerede King en forrygende tre-dages festival for sort musik: Med James Brown og B.B. King i spidsen mødte amerikanske musikere afrikanske kolleger på hjemmebane – Miriam Makeba, Hugh Masekela og mange flere.

Filmen var en kæmpe succes på sidste års CPH PIX, der gav filmen følgende ord med på vejen: "Trænger man til nye toner, er der alt at hente – i et repertoire, som serveres med politisk bid og stråler af stolt spilleglæde. 'Soul Power' består af materiale optaget på pletten i 1974, og vi er med før og under koncerten såvel som foran og bag scenen. Stemningen er ikke for hængemuler, og koncertens storhed får lov at bevise sig selv i en film, der i øvrigt er produceret af instruktøren bag den Oscar-vindende 'When We Were Kings' (1996) om kampen imellem Ali og Foreman."

Læs mere og bestil billet hér.