Særarrangementer med tysk instruktør-legende

Mød en af DDR-tidens mest prominente filmskabere, manuskriptforfatteren og instruktøren Wolfgang Kohlhaase, når han gæster Cinemateket ved to arrangementer nu på torsdag den 15. og fredag den 16. september.

'Eye to Eye' - tysk films største bedrifter

Få først en levende og passioneret rejse i filmhistorien den 15. september, når Wolfgang Kohlhaase (f. 1931) præsenterer Michael Althens og Hans Helmut Prinzlers dokumentarfilm 'Eye to Eye' ('Auge in Auge'). Filmen lader store tyske instruktører som Tom Tykwer og Wim Wenders vælge og præsentere hver deres yndlingsfilm fra den tyske filmhistorie, og undervejs passerer en række ikonografiske filmmotiver revy på lærredet. Nyd denne poetiske, sanselige og subjektive kærlighedserklæring til tysk film - og får du smag på mere, kan næsten alle filmene opleves i fuld længde i Cinematekets tyske september-serie.

Tysk filmaften med 'Eye to Eye' torsdag den 15. september kl. 19.00.

'Solo Sunny' med introduktion af instruktøren

Wolfgang Kohlhaase instruerede 'Solo Sunny' (1980) med Konrad Wolf - en film, hvis manuskript ofte prises for sine træfsikre dialoger. Filmen følger Sunny (Renate Krössner), som er popsanger i bandet Tornados, men som egentlig drømmer om en solokarriere. Sammen med Tornados turnerer Sunny rundt i provinsen i DDR. Men på trods af nedture opgiver hun ikke sine drømme. Filmen skildrer den østtyske ungdoms længsler og blev på daværende tidspunkt en stor publikumssucces i DDR. Med dens fængende soundtrack indfanger 'Solo Sunny' 70'er-stilen i DDR-version.

Den 16. september vil Kohlhaase personligt introducere filmen. Vises med støtte fra DEFA-Stiftung.

'Solo Sunny' med introduktion fredag den 16. september kl. 19.15.