Sidste chance for at se de hotteste DOX

REPRISER. Har du også måttet gå forgæves hjem fra biografen på grund af en propfyldt sal? Så tør tårerne væk med denne nyhed: Mandag den 12. november får du en sidste chance for at se fem af CPH:DOX-festivalens mest eftertragtede titler i Cinemateket. Tag med en tur ud i natten på en fiskekutter, kør på skateboard gennem DDR, og bliv klogere på tidens og tankens væsen i dokumentariske science fiction film (!). 

I samarbejde med CPH:DOX har vi lynarrangeret ekstravisninger af fem af de titler, der har været mest run på og hype omkring:

'Leviathan' – sensorisk totaloplevelse optaget på en fiskekutter

’Leviathan’ er en dokumentarisk horrorfilm malet i ekspressive primærfarver på et sort lærred. Brutal som en black metal-koncert, dramatisk som Melvilles roman, og grotesk som alle de bibelske plager serveret på én gang – under en natlig udflugt på en fiskekutter. Båden knager og brager, imens det sortgrønne vand pisker op om dens sider og mågerne slås om de afhuggede fiskehoveder, der skvulper rundt i dens bug. En voldsomt fysisk, men ikke desto mindre transcendental totaloplevelse. Filmen vises mandag den 12. november kl. 16:30.

'Free the Mind' – gribende opdagelsesrejse ud i hjernens mysterier

Hjernen er det mest komplicerede fænomen i universet, og vi er først lige begyndt at forstå, hvordan den virker - og hvad den kan. Derfor er det så meget desto mere utroligt at overvære den amerikanske hjerneforsker Richard Davidson i arbejde. Han har nemlig sat sig for at undersøge, hvordan man fysisk kan ændre hjernen – kun ved tankens kraft. Og det er faktisk alt andet end abstrakt. Steve og Rich er to af USA's krigsveteraner. De går i 'hjerneterapi' hos professor Richard Davidson - og hvordan det spænder af er man simpelthen nødt til at se med egne øjne i 'Free the Mind', der følger forsøgspersonernes modige rejse ind i sig selv. Phie Ambo har skabt en umiddelbart forståelig og pædagogisk film om et emne, der lyder som science fiction, men som meget snart kan blive almen praksis. Filmen vises mandag den 12. november kl. 16:45.

'The End of Time' – svimlende tidsrejse med original dokumentarist som pilot

Canadiske Peter Mettler hører sammen med Werner Herzog til de mest kompromisløse og visionære dokumentarister i verden. Mettler er en omrejsende auteur og en moderne "man with a movie camera", hvis bevidsthedsudvidende værker gerne tager afsæt i den etnografiske tradition til fordel for en undersøgelse af det grundlæggende, menneskelige behov for at erfare større sammenhænge. Hans nye film, 'The End of Time', er en svimlende tidsrejse, hvor kvantefysik, buddhisme og spekulativ filosofi blot indgår som nogle af komponenterne i den umulige, meditative, eksplosive refleksion over tidens væsen. 'The End of Time' er en menneskelig reminder om, at tiden nok fortsætter uden os – men at den ikke desto mindre ender med os selv. Oplev det ekstraordinære mind trip i Cinemateket mandag den 12. november kl. 19.00.

'The Human Scale' – moderne megacities med menneskelige proportioner

Gigantiske motorvejsnet, skyhøje bygninger og menneskeliv, der lever i hver deres separate betonkasse. Storbyen er blevet moderne, men hvordan passer metropolernes udformning egentlig til menneskets behov og adfærd? Den danske stjerne-arkitekt Jan Gehl og hans crew af arkitekter har en humanistisk mission. De vil generobre byerne efter bilernes invasion og indrette byer i menneskeskala, så de bygger på livskvalitet, bæredygtighed og menneskevenlighed – fra København til Beijing, fra Shanghai til New York, fra Los Angeles til Melbourne, og fra Christchurch til I sine rene linjer og æstetisk smukke billeder er der tale om en dokumentarisk science fiction-film fra en fremtid, der allerede er her. Se filmen mandag den 12. november kl. 19:15.

'This Ain't California' – sex, sprut og skateboarding for fuld rulle gennem DDR

De byggede ikke bare deres egne skateboards som børn, opfandt deres egne tricks og filmede det hele på smalfilm – de gjorde det midt i 80'ernes DDR uden at vide meget om, hvad der foregik i verden på den vestlige side af muren. 'This Ain't California' er ren dynamit. En fortælling om en flok teenage-bøller, for hvem var DDR mere end blot politik og propaganda. Det var også sex, sprut, stoffer - og skateboarding! I små, afklippede cowboy-shorts og med langt, blond surfer-hår giver de unge drenge den max gas, når de krydser Alexander Platz på deres hjemmelavede skateboards. Først til myndighedernes store bestyrtelse, men senere som en officielt anerkendt, socialistisk 'sport'! Og hvad er egentlig bedre end et skateboard i en verden af beton? Filmen vises mandag den 12. november kl. 21:30. 

Tid: 12. november
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K.
Billetter: Online og på tlf.3374 3412 (Cinemateket), online (CPH:DOX)