Stormestre – særvisninger og danmarkspremiere

AUTEURFILM. Med personlighed og virtuositet har de fyldt det store lærred med dramatiske historier gennem en halv menneskealder. Theo Angelopoulos døde for nylig under en filmoptagelse. Zhang Yimou er aktuel med sin første film på engelsk. Oplev værker af begge i Cinemateket i maj.

Hyldest til en afdød mester – Theo Angelopoulos

"Der findes tre store, moderne filminstruktører, der radikalt har omdefineret filmkunsten og ført den ud mod dens grænser: Antonioni, Tarkovski og Angelopoulos," skrev Christian Braad Thomsen i Filmmagasinet Ekko for nylig.
 
Nu er de alle tre forhenværende. Grækenlands største instruktør gennem tiderne, Theo Angelopoulos, blev i januar ramt af en motorcykel under optagelserne til sin spillefilm nummer 14, men hans filmiske testamente rulles ud i Cinemateket i hele maj måned.
 
Vemod blandes med menneskeligt lune, når hans omrejsende eksistenser sanser det nære i et smukt, kaotisk Nordgrækenland og Balkan – springende mellem det, der er, og det, der engang var. Store skuespillernavne som Marcello Mastroianni og Harvey Keitel vidner om den respekt, der stod – og står – om Angelopoulos i internationale filmkredse.

'Skuespillernes rejse' med madpakke

Den 17. maj har Restaurant SULT tilbud på særligt lavede græske sandwiches med lammepølse, tomat, urtecreme og fetaost, som kan købes og nydes i pausen af hovedværket og gennembrudsfilmen 'Skuespillernes rejse' (1975). Priser: Sandwich: 35 kr. Sandwich + mineralvand: 50 kr. Sandwich + et glas vin: 65 kr.
 
'Skuespillernes rejse' er en visuelt bjergtagende skildring af grækenland i perioden 1939-52, hvor regeringen spillede dobbeltspil først med den tyske besættelsesmagt, siden med de britiske befriere. Historien spejles i en teatertrup, der opfører et græsk drama og også strides indbyrdes. Den fire timer lange film blev begavet med et hav af udmærkelser, bl.a. udnævnte British Film Institute filmen til årets bedste. Helaftensfilm med pause - 75/50 kr.

Torsdag den 17. maj kl. 19.15.

Stærke kvinder og farverige fortællinger - Zhang Yimou

I maj måned viser Cinemateket ligeledes en stribe filmværker af den kinesiske mester Zhang Yimou, hvis dramaer og spektakulære storfilm har henført en hel verden gennem mere end 25 år.

En fællesnævner for Zhang Yimous film siden debutfilmen 'De røde marker' har været de stærke kvindefigurer, hvis individuelle ønsker, længsler og kamp for bare at overleve udfordrer samfundssystemets patriarkalske strukturer. Det gælder såvel det historiske drama 'Under den røde lygte' – der brød kulturelle tabuer ved at skildre kvindeligt begær – og samtidsfilmen 'Historien om Qiuju' fra 1992, der vandt juryens store pris i Venedig, samt den farverige gangsterhistorie 'Shanghai triaden'.

Danmarkspremiere

Kom til danmarkspremiere på 'The Flowers of War', der udspiller sig under Nanjing-massakren i 1930'ernes Kina – for første gang på engelsk og med ingen ringere end Hollywood-stjernen Christian Bale i den mandlige hovedrolle. Premieren på 'The Flowers of War' er arrangeret i samarbejde med Den Kinesiske Ambassade, der byder på et glas vin efter forestillingen den 18. maj. Filmen vises igen den 26. maj.

Fredag den 18. maj kl. 18.30 og lørdag den 26. maj kl. 21.30.

Tid: Maj 2012
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: Online og på tlf. 3374 3412