The Stuart Hall Project - portræt af en revolutionerende kulturteoretiker

På lørdag kan du i Cinemateket blive klogere på kulturteoretikeren og sociologen Stuart Hall (1932-2014), der var en af fædrene til den betydningsfulde Cultural Studies-tradition.

Lørdag d. 14. juni giver John Akomfrahs øjenåbnende dokumentarfilm ’The Stuart Hall Project’ en indføring i et kulturteoretisk fyrtårn. Stuart Hall var en af fædrene til den betydningsfulde Cultural Studies-tradition, som fortsat sætter sit store præg på universiteter verden over. Halls projekt var at undesøge, hvordan vi kan leve et fuldt liv i frihed på tværs af alle vore kulturelle og menneskelige forskelle.

Hvis Stuart Halls teorier lyder selvindlysende i dag, er det langt fra nogen selvfølge. For selvom den karismatiske og dybt sympatiske Halls tanker om forholdet imellem kultur og selvopfattelse netop vedkommer alle, vækker de stadig hidsig debat. Og både begyndere og dedikerede følgere af Hall kan starte med Akomfrahs rørende portræt, som blev færdigt kort før Stuart Halls bortgang.

Filmen består af en collage af interviews, klip og fotografier fra Halls eget arkiv. Underlægningsmusikken er af Miles Davis, som Hall var en stor beundrer af.

Lyder det abstrakt og akademisk? Det er det ikke. Halls geni består nemlig også i at formidle sine klarsynede tanker i et sprog, man straks forstår. Måske fordi han altid har dyrket den moderne kulturs film, jazzmusik og litteratur lige så lidenskabeligt som sit projekt.

Tid: ’The Stuart Hall Project’. Lørdag 14. juni kl. 16.45.
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: Online eller på tlf. 33 74 34 12