Surf's Up

Tune in, turn on, surf out! Cinemateket og Station 16 præsenterer to restaurerede surffilm-klassikere fra 1970'ernes våde hippie-æra fredag den 27. august

Et større high end euforiserende stoffer. Følelsen af ultimativ frihed. Rock 'n' roll! Surf-filmen 'Crystal Voyager' havde premiere i Sydneys famøse bølgeformede operahus i december 1973, hvor den spillede for fulde huse, inden den tog Cannes Film Festivalen med storm. Gennem spektakulære billeder og musik formidler filmen hvordan det for ALVOR er at være hooked på krystallinske vandmasser og hvidt topskum.

'Crystal Voyager' med 23 min. udgave af Pinks Floyds 'Echoes'

Med den restaurerede kopi af denne klassiker om bølgernes betvingere, inviterer Psych-Out!-biffen og Friday Late Night i fællesskab på et vidunderligt solbeskinnet nostalgi-trip fredag den 27. august kl. 20.30.

Vi befinder os blandt amerikanske og australske surfere i de tidlige 1970'ere. En tid hvor ungdomsoprørets frihedsidealer satte dagsordenen. Hvor strandene var hvide og rene og pigerne brune og bikiniklædte. Hvor håret var langt, og hvor inciterende rockmusik satte toner til et liv i ubekymrethed - i ordets allerbedste betydning. 'Crystal Voyager' stiller skarpt surfing-legenden George Greenough, som bygger en båd, der ikke kan synke - så han kan sejle til ufarbare stande i jagten på den perfekte bølge. Den er spækket med tidstypisk rock 'n' roll og slutter med en 23 minutter lang udgave af Pinks Floyds 'Echoes' i samspil med billeder skudt under, over og midt igennem brækkende dønninger, optaget med Greenoughs specialbyggede ryg-monterede kamera.

'Morning of the Earth' - gratis bonus

Som gratis walk in/walk out-bonus - med åben bar og happy hour - følger vi op med Albert Falzons våde hippie-surf-drøm 'Morning of the Earth' (1971). Poetiske optagelser af free spirits, der ordner deres boards og lever i pagt med naturen, smelter sammen med prog-rock, psykedelisk folk og singer-songwriting i bedste Neil Young-stil. En art surfingens "etos", der ikke gør brug af voice over eller andre forklarende midler.

Bar og dj

Baren er åben i pausen mellem de to film og efterfølgende spiller aftenens dj Forever Changing Max op til dans med surf-tunes og snurrende psykedeliske udslip.

Psych-Out! er Cinemateket og Station 16's månedlige aften dedikeret til genrefilm fra undergrunden.

Friday Late Night er Cinematekets faste månedlige musikfilmtilbud. Late Night-biffen slår dørene op den sidste fredag i hver måned. Her kan du se dokumentarfilm, syrede spillefilm med inciterende soundtracks samt koncert- og festivaloptagelser i alle afskygninger – fra alle hjørner af rock- og popmusikkens verden.