’Tess’ – Polanskis passionsdrama i nyrestaureret version

HELAFTENSFILM. ‘Tess’ bliver med god grund betragtet som en af instruktørveteranen Roman Polanskis allerbedste film. Oplev den Oscar-belønnede filmatisering af Thomas Hardys romanklassiker i ny smuk kopi indtil 6. september.

Polanskis filmatisering af Thomas Hardys passionsdrama ‘Tess of the d’Urbervilles’ fra Victoria-tidens England er historien om fattigpigen, der bliver offer for sit familienavn, for sin egen stolthed og for den victorianske mandsverdens forbenede moral og liderlighed. 

Nastassja Kinski er uforglemmelig i en rolle, Polanski egentlig havde tiltænkt Sharon Tate, hustruen, der døde tragisk og alt for tidligt i 1969. Filmen er tilegnet hende, og sjældent har sorgfuld realisme virket så overbevisende og smuk. Den er filmet on location i Normandiet og Bretagne, og både landskaber og portrætter er detaljerede og besjælede, som var de værker af malergeniet Corot – ikke ulig Thomas Vinterbergs populære ’Far From the Madding Crowd’ , der havde premiere i foråret og ligeledes har forlæg af Thomas Hardy.

Tess’ far, den forarmede og fordrukne John Durbeyfield, gribes af storhedsvanvid, da han erfarer, at han er sidste led i adelsslægten d’Urbervilles. I håb om at kunne udnytte datteren som rambuk for social opstigen sender han hende af sted til den rige del af familien på en nærliggende herregård. Skæbnen er dog ikke den bedårende Tess nådig. Hun voldtages af sin fætter, mister sit uægte barn og tillige sin tro. Kan hun finde ro, da hun omsider møder sin sande kærlighed, naturelskeren Angel Clare?

Denne smukke restaurerede udgave af ‘Tess’ blev færdiggjort i 2012 og præsenteret på den årlige Il Cinema Ritrovato-festival i Bologna, hvis fokus er filmbevaring og genopdagelse af filmhistorien. Den behændige 4K-digitalisering af det oprindelige filmnegativ har gjort det muligt at fastholde filmens karakteristiske bløde lys, som er med til af farve fortællingen.

Tid: 1. - 6. september 2015

Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: cinemateket.dk og tlf. 33 74 34 12