Tragikomiske familieforviklinger

MÅNEDENS FILM. Den nærmest dokumentariske ’Everybody in Our Family’ er et sorthumoristisk familiedrama om en fraskilt far, der kommer i karambolage med sin ekskone og eksens nye mand, en badeværelsesvask og en rulle gaffatape. Se den i Cinemateket 7.-17. februar.

Den rumænske nybølge kan fejre ti-års-jubilæum i år, og ’Everybody in Our Family’ beviser, at den trives i bedste velgående. Filmens titel er taget fra tandlægen Marius’ svar, da hans datter spørger, hvem der kommer i himlen: ”Hele vores familie.” Det skal dog tages med ironiens berømte gran salt, for instruktøren Radu Jude har selv udtalt, at hans karakterer snarere understøtter Sartres berømte udsagn om, at ”helvede er andre mennesker”.

’Everybody in Our Family’ er optaget som en dokumentarfilm med et hyperaktivt håndholdt kamera, der effektfuldt spærrer tilskueren inde mellem de højtråbende, anspændte karakterer. Serban Pavlu bevæger sig i hovedrollen som Marius konstant mellem raseri, desperation og anger – og han er ligesom filmens øvrige skuespillere blændende. Som publikum ved vi ikke, om vi skal grine eller græde, og den ubarmhjertige galgenhumor bliver siddende i halsen langt tid efter, rulleteksterne har kørt over skærmen.

Anmelderne skriver:

”… infamt effektiv skildring af eksistentiel nedsmeltning” (Jonas Varsted Kirkegaard, Information)

★★★★ ”Everybody in Our Family er et intenst og karakterdrevet kammerspil, der balancerer hårfint mellem knugende alvor og comic relief.” (Rune Bruun Madsen, CinemaOnline.dk)

Tid: 7.-17. februar
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K.
Billetter: Online og på tlf. 3374 3412