Universals monsterparade genoplivet

IT’S ALIVE!: Oplev Dracula, Frankenstein-uhyret, Ulvemanden og Mumien, når vi i hele april byder på en række af Universals mest elskede monster-succeser. Kom desuden med til levende foredrag med den amerikanske horrorekspert Stephen Prince.

Gennem en bemærkelsesværdig ti-årsperiode, der startede i 1931, indledte Universal Pictures horrorfilmens guldalder. Det nu legendariske Hollywood-studie skabte de definitive portrætter af blandt andre Dracula og Frankenstein-monsteret, som siden har indtaget deres fortjente pladser i populærkulturens store referencebog og inspireret alt fra Halloween-drager til morgenmadsprodukter. Utallige film har siden forsøgt at gøre Universal rangen stridig og genfortolke de gruopvækkende legender – men Universals monstre er stadig de mest berømte og elskede af dem alle.

Udødelige og elskelige monstre
April måneds monsterparade byder på i alt ni film, der samler Universal-studiets største øjeblikke fra 1930'erne til 1950'erne. Fra Tod Brownings ’Dracula’, der grundlagde genrens succesformel, til Boris Karloff i signaturrollen som Frankensteins monster. Derudover en perlerække af klassiske horror-figurer - ’Mumien’, ’Ulvemanden’, ’Spøgelset i operaen’ og ’den usynlige mand’. 

I serien kan også opleves den underholdende all-star-film ’House of Frankenstein’ (1944), der byder på et møde mellem Ulvemanden, Dracula og selvfølgelig Frankenstein-monsteret selv. Endelig dukker det kreativt udtænkte ’gællemenneske’ op til overfladen i den sene ’Uhyret fra den sorte lagune’ (1954).

Foredrag om monsterfilmens guldalder med Stephen Prince
Den 16. april kl. 19:00 kan du desuden komme med til levende foredrag om monsterfilmens guldalder af den amerikanske filmprofessor og horror-ekspert Stephen Prince. Foredraget vil give et bud på, hvorfor Universals monstre har vist sig at være så langtidsholdbare, og hvordan Universals horrorfilm adskilller sig fra andre horrorfilm såvel i samtiden som i dag. Derudover byder Prince på historier om, hvordan de karakteristiske monstre blev skabt. Foredraget vil foregå på engelsk og indeholde en række stillfotos og filmklip. Bagefter vises filmen, der startede det hele: 'Dracula' med Bela Lugosi i titelrollen.

Tid: 3.-27. april.
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K.
Billetter: Online og på tlf. 33 74 34 12.