‘The Big Blue’ er historien om de to barndomsvenner Jacques (Jean-Marc Barr) og Enzo (Jean Reno), som har en fælles fascination af havet og dybhavsdykning – den rå slags uden maske og ilt. Jacques er drømmeren, som elsker legen med delfinerne. Enzo derimod er sportsmanden, der dyrker dykningen som et middel til at bevise sin egen styrke og mandighed. Som voksne mødes de i en dykkerkonkurrence i Taormina på Sicilien for at konkurrere om hvem, der vover at forsvinde længst ned i dybet. Billederne af det dybblå Middelhav og Eric Serras musik gør filmen til en 80’er klassiker med uforglemmelige billeder, som bare skal opleves på det store lærred.
Instruktør: Luc Besson. Frankrig, USA 1988. DCP farve. 120 min. Fransk dialog. Engelske undertekster. Tilladt over 11 år. Med Jean-Marc Barr, Rosanna Arquette, Jean Reno, Paul Shenar.
Forslag til formidling
Inviter filmformidler og kurator Peter Ole Pedersen (Kunsthal Aarhus) til et oplæg om Luc Besson, levende billeder og ekstremsport. Eller aftal et større set-up med Peter, som ligeledes involverer en professionel fridykker.