War Witch – gribende nødvendigt drama om en krig langt væk

MÅNEDENS FILM. Den på en gang gribende poetiske og virkelighedsnære ’War Witch’ blev både Oscar-nomineret og vandt en Sølvbjørn i Berlin. Se den i Cinemateket 4.-14. april.

Månedens Film i april, som er udvalgt og præsenteres i samarbejde med filmfestivalen CPH PIX, skaffede hovedrolleindehaveren Rachel Mwanza prisen som bedste skuespillerinde på filmfestivalen i Berlin. Mwanza leverer i 'War Witch' et stærkt portræt af den 14-årige børnesoldat Komona, der som 12-årig bliver tvunget til at skyde sine egne forældre. Hun indrulleres i en congolesisk guerilla-hær og får udleveret en Kalashnikov med ordene: ”Dette er dine nye forældre”.

Skrøbelig kærlighed og skæbnens uretfærdighed

Komona viser sig at have synske evner, og hun bliver derfor udnævnt til krigsheks af guerillalederen Store Tiger. Hendes nye status er dog meget skrøbelig i en verden af overtro og meningsløs vold.

Antydningens kunst

Filmbladet Variety fremhæver at ’War Witch’ besidder ”modenhed, elegance og følelsesmæssig træfsikkerhed”. Filmen har været ti år undervejs og er inspireret af virkelige begivenheder fjernt fra det Congo, den er optaget i – nemlig Burma.

Variety skriver ligeledes om filmens skildring af menneskelige ugerninger, at antydningens kunst nogle gange er den mest effektfulde. At filmen formår at fortælle sin historie med afdæmpet poesi, er en af instruktør Kim Nguyens forcer. Ham kommer vi til at høre mere til.

Anmelderne skriver

” Oscar-nomineret for Bedste udenlandske film – fuldt fortjent. Det er ganske mesterligt, hvordan den canadiske instruktør formår at kombinere en nærmest fabulerende mørk poesi med en hyperrealistisk og grusom fortælling” (Louise Kidde Sauntved, Berlingske ★★★★★)

”Hendes historie skal høres og aldrig glemmes” (Sophie Engberg Sonne, Politiken ♥♥♥♥♥)

”et blodrødt postkort fra en region, resten af verden vender det blinde øje til” (Rune Bruun Madsen, CinemaOnline ★★★★★)

”… fortæller med indlevelse og overraskelser i ærmet om en magisk og makaber dannelsesrejse” (Jonas Varsted Kirkegaard, Information)

”… medrivende og gribende fortælling” (Per Juul Carlsen, Filmland/P1)

Tid: 4.-14. april.
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K.
Billetter: Online og på tlf. 33 74 34 12.