Filmen ’Alam’ vandt både juryens og publikums hovedpris ved den prestigiøse Cairo International Film Festival i 2022 – og den har de eftertragtede 100 procents anmelderopbakning på filmsitet Rotten Tomatoes. Det er en film om håndfast aktivisme i Palæstina – forklædt som en romantisk ungdomsfilm!
Tamer er teenager: Hormonerne og komplekserne banker på. Han falder pladask for skolens nye pige, den ranke og frygtløse Maysaa, og der viser sig faktisk en mulighed for at imponere hende – hvis altså han tør. Maysaa og hendes aktivistisk sindede venner vil nemlig plante et flag øverst på skolens tag.
Planen er bare temmelig risikofyldt, for skolen ligger officielt på israelsk territorium, og der vajer allerede et israelsk flag. Det vil de udskifte med et palæstinensisk – på selve den israelske uafhængighedsdag, som for palæstinensere er en sorgens dag.
Vi følger de palæstinensiske venners udvikling fra barndommens naive frihedsforståelse til de diskussionspunkter, hvor manglende handling kan tolkes som en handling i sig selv: Det er selve aktivismens og medborgerskabets dilemmaer, der sættes på spidsen, muligheden for at løsne sig fra historiens absolutter, de dominerende stemmer og familiære bånd. Vel at mærke i et drama fyldt med kærlighed, venskab og lune.
Kendere af arabisk film vil også notere sig navnet Mahmoud Bakri, der spiller Tamer – det er sidste skud på en stolt skuespillerstamme, der startede med veteranen Mohammed Bakri.
”Fira Khourys overbevisende og fængende manuskript indfanger perfekt blandingen af teenage-frygtløshed, tapperhed – og en vis uvidenhed om, hvordan den virkelige verden fungerer,” skrev filmbladet Variety.
Appearances: Mahmood Bakri, Sereen Khass, Mohammad Karaki
Director: Firas Khoury
Palæstina, Qatar, Frankrig, Saudi Arabien, Tunesien, 2022
DCP, 109 min.
Engelske undertekster
Tilladt for børn over 15 år