’The Awakening of the Ants’ er en lille tropeblomst af en festival-darling!
Isa lever et fattigt og rutinepræget liv med sin mand og to døtre et sted i det varme og farverige Costa Rica. Presset fra hendes mand og påtrængende svigerfamilie for at få et tredje barn sniger sig ind på den indelukkede Isa, og langsomt begynder små overnaturlige ting at ske!
Midt i de huslige gøremål kribler små myrer frem, og titlen leder vores tanker hen på det underbevidste og det undertrykte, der som bekendt altid finder vej frem til overfladen gennem sprækkerne.
’The Awakening of the Ants’ er på én måde klaustrofobisk, på en anden overvældende og sanselig. Man mærker duften af hjem – men også et hjem, hvor møblerne og billedrammen altid er fyldt helt ud, og hvor en vifte kan virke spirituelt livgivende.
Det er også en etisk film om et universelt dilemma: At elske inderligt, men alligevel føle sig fanget. Filmen viser, at det aldrig er for sent at lave små oprør, og nogle gange er de små oprør nok til at give en følelse af selvstændighed og frihed.
’The Awakening of the Ants’ vandt prisen for Bedste Film på Costa Rica International Film Festival og Gramado Film Festival – og har været i konkurrence i Berlin, Lima, Guanajuato, Palm Springs og flere andre steder.
Original title: El despertar de las hormigas
Director: Antonella Sudasassi
Costa Rica, Spanien, 2019
DCP, 94 min.
Engelske undertekster
Tilladt for børn over 15 år