Lektor Isak Thorsen fortæller om Hollywoods medieskandaler, selvcensur, ‘pre-code cinema’ og 30’ernes guldalder. I 1920’erne opdyrker Hollywood et vovet ry både på og uden for lærredet, forstærket af flere opsigtsvækkende skandaler om sex, stoffer og mord.
For at forbedre sit blakkede image hyrede Hollywood den strengt puritanske politiker William Hays til at rydde op i branchen. Efter en årrække med lempeligt håndhævede retningslinjer for fremstillingen af især erotik og vold voksede behovet for strammere selvcensur.
Det førte til oprettelsen af the Production Code, og fra 1934 skulle alle film godkendes inden udsendelse. Men i årene op til lavede Hollywood en række såkaldte pre-Code-film. Hæmningsløse film, der excellerer i rå vold, nøgenhed og moralsk anløbenhed.
Introduktionen varer 30 minutter.
Director: George Cukor
George Cukors vovede pre-Code film er en skøn blanding af selvransagelse, glamour og intelligent screwball-komedie. Servitricen Mary Evans bliver filmstjerne, men må se sin velgører gå til grunde og sit eget liv forandret for altid. Den satiriske brod er tydelig, men båret af en dyb forståelse og kærlighed til den fantasiverden, som udgjorde Hollywoods guldalder. Cukor sagde det selv: "Det var den første film indtil da om Hollywood, der havde medfølelse”.
‘What Price Hollywood?’ anses almindeligvis som den første udgave af ‘A Star is Born’-filmene, der senest er blevet genindspillet med Bradley Cooper og Lady Gaga. Løst baseret på stumfilmsstjernen Colleen Moore og hendes alkoholiske mand, produceren John McCormick, samt Hollywoodskuespiller og -instruktør Tom Forman, der efter en nervøst sammenbrud begik selvmord. Produceret af David O. Selznick, Hollywood-mogulen bag storklassikeren ‘Gone with the Wind’, som også danner grundlag for Kirk Douglas’ kyniske filmproducent i ‘Illusionernes by’.
Appearances: Constance Bennett, Lowell Sherman, Neil Hamilton, Gregory Ratoff, Brooks Benedict
Original title: What Price Hollywood?
USA, 1932
DigiBeta, 88 min.
Engelsk dialog
Tilladt for børn over 15 år