Fra maoisme til supermagt
I anledning af 75-året for dannelsen af Folkerepublikken Kina den 1. oktober 1949 udforsker Cinemateket det kommunistiske Kinas turbulente historie. Igennem sjældent viste kinesiske klassikere og en lang række foredrag, talks og introduktioner giver vi en overflyvning af det nye Kinas udvikling siden Maos magtovertagelse.
Stående på Den Himmelske Freds Port i Beijing udråbte Mao Zedong – den ubestridte leder af det kinesiske kommunistparti – den 1. oktober 1949 dannelsen af Folkerepublikken Kina. En autoritær etpartistat, der her 75 år senere har udviklet sig til en global økonomisk og politisk supermagt.
Da kinesisk kunst og kultur har tradition for at kommentere på samtiden, fungerer filmkunsten som en oplagt prisme til at give et overblik over Folkerepublikken Kinas historie. Fra Maos radikale (og fatale) politiske kampagner i 50’erne og 60’erne over Deng Xiaopings mere åbne, kapitalistiske Kina i 80’erne og 90’erne til stigende autoritær kontrol og USA-rivalisering under den nye hersker Xi Jinping.
Gennem nedslag i sjældent viste kinesiske film – bl.a. maoistisk revolutionsopera, episk blockbuster-propaganda og værker af instruktørikoner som Xie Jin, Jia Zhangke og Wang Bing – skildres denne både dramatiske, imponerende og intimiderende udvikling.
Da det er vanskeligt at lokke de politisk betændte propagandafilm skabt under Kulturrevolutionen ud af de kinesiske arkiver, tager vi i stedet en tur til Danmark anno 1972. I to kuriøse kortfilm anes nemlig den fascination, mange venstreorienterede vesterlændinge havde med Mao og hans utopiske projekt i 60’erne og 70’erne. Også Jørgen Leths sansende railmovie ’Notater fra Kina’ vises – med besøg af Leth selv.
Til at perspektivere filmene har vi allieret os med nogle Danmarks førende Kinaeksperter, bl.a. Jørgen Delman, Kjeld Erik Brødsgaard, Mette Holm, Elena Meyer-Clement og Philip Róin. Igennem foredrag, samtaler og introduktioner vil de tage publikum ind bag facaden på det for manges vedkommende uigennemtrængelige, modstridende Kina. En nation, der med sin raketfart mod verdensmagten de sidste 75 år bliver umulig ikke at skulle forholde sig til i fremtiden.
Serien er kurateret af filmformidler Bjørn Juul Andersen og præsenteres i samarbejde med Dansk Kinesisk Forening og Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier (ToRS) på Københavns Universitet.
Bjørn Juul Andersen, seriekurator
Tobias Lynge Herler, programredaktør / Cinemateket