En eksistentiel thriller om en engelsk reporter, David Locke (Jack Nicholson), der er taget til Nordafrika for at interviewe medlemmer af en guerillagruppe. Et sted, hvor ørkenlandskabet er lige så…
En eksistentiel thriller om en engelsk reporter, David Locke (Jack Nicholson), der er taget til Nordafrika for at interviewe medlemmer af en guerillagruppe. Et sted, hvor ørkenlandskabet er lige så øde og tomt som reporterens indre tilstand. Hans liv er gået i stå, ægteskabet og jobbet keder ham, og da han pludselig på et hotelværelse støder ind i liget af en jævnaldrende englænder, griber han chancen og overtager den afdødes identitet. Locke finder mandens kalender og bevæger sig ud på en rejse tilrettelagt efter de mødesteder, der er noteret i kalenderen. Det viser sig, at den døde var våbenhandler, og Locke bliver snart involveret i et livsfarligt politisk spil, der fører ham til Barcelona og i armene på en ung kvinde. Det kan lyde som manuskriptet til en hæsblæsende actionfilm, men i Antonionis hænder bliver spændingselementet ofte glemt til fordel for øjeblikket. Åbningssekvensen, hvor den udbrændte journalist bevæger sig gennem en endeløs ørken, og filmens sidste 20 minutter er for længst gået over i filmhistorien.
Medvirkende: Jack Nicholson, Maria Schneider, Jenny Runacre
Original titel: Professione: Reporter
Instruktør: Michelangelo Antonioni
Italien, Frankrig, Spanien, USA, 1975
35mm, 125 min.
Danske undertekster
Tilladt for børn over 15 år