Anna Magnani stråler i rollen som 'en kvinde af folket', der gerne vil skabe et nyt liv for sig selv og ikke mindst sin 16-årige søn, Ettore. Historien foregår blandt italienske 'cafoni' (en slags…
Anna Magnani stråler i rollen som 'en kvinde af folket', der gerne vil skabe et nyt liv for sig selv og ikke mindst sin 16-årige søn, Ettore. Historien foregår blandt italienske 'cafoni' (en slags italienske bondeknolde), og 'Mamma Roma' får for alvor svært ved at passe på sin knægt, da det går op for ham, at hun har en fortid som prostitueret.
Instruktør Pier Paolo Pasolini studerede kunsthistorie i sin ungdom, og de gamle inspirationskilder ekkoer i hans film og digtning. Som i tilfældet var det med maleren Caravaggio århundreder tidligere, udtrykker Pasolini i sine værker sit eget livs dramaer, vanskeligheden ved at bøje sig for autoriteter og hans afsmag for religiøst eller seksuelt hykleri. Lidelsen og smerten er manifest til stede hos begge disse 'maledetti' ('forbandede').
Pasolini betegnede filmen som "råbet fra arbejderklassen, og en desperat og stærk påkaldelse af samvittigheden. Mamma Roma stiller spørgsmålet: Hvem har ansvaret?"
Og samtidig med hans kritik af kirken er Pasolinis film rig på visuelle og tematiske referencer til kristen malerkunst (Da Vinci o.a.).
Medvirkende: Anna Magnani, Ettore Garofolo, Franco Citti, Silvana Corsini
Instruktør: Pier Paolo Pasolini
Italien, 1962
35mm, 106 min.
Danske undertekster
Tilladt for børn over 15 år