Til tonerne af ’Hello Dolly’ trisser en lille affaldsrobot alene rundt på jordkloden omgivet af endeløse landskaber af skrald. 700 år ude i fremtiden er kun den lille soldrevne Wall-E og en enlig…
Til tonerne af ’Hello Dolly’ trisser en lille affaldsrobot alene rundt på jordkloden omgivet af endeløse landskaber af skrald. 700 år ude i fremtiden er kun den lille soldrevne Wall-E og en enlig kakerlak tilbage, mens menneskene er fortrukket til et bedre sted ude i rummet. Af samme grund er ’Wall-E’ en næsten ordløs film, en ode til filmkunsten i dens reneste form. Pixars animationsklassiker fra instruktøren af ’Find Nemo’ er både en kritik af det vestlige konsumsamfund, et billede på vor tids angst for miljøkatastrofer og en rørende fortælling om, hvordan sød musik kan opstå mellem skrammel på en gold losseplads – og selv om den ligner en børnefilm, er der ingen tvivl om, at dens budskab og poesi i mindst lige så høj grad henvender sig til et voksent publikum. Regnes af mange for at være Pixars bedste film til dato. Anbefales fra 7 år.
Medvirkende: Peter Røschke, Sara Poulsen, Rasmus Bjerg, Jarl Friis-Mikkelsen, Peter Zhelder (danske stemmer)
Instruktør: Andrew Stanton
USA, 2008
35mm, 98 min.
Dansk tale
Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år