Seks hjerter i Politiken til franske Jacques Audiards drama, der giver "et opløftende indtryk på filmkunstens vegne." ‘Smagen af rust og ben’ er en benhård og kuldegysende smuk filmisk fortælling om…
Seks hjerter i Politiken til franske Jacques Audiards drama, der giver "et opløftende indtryk på filmkunstens vegne." ‘Smagen af rust og ben’ er en benhård og kuldegysende smuk filmisk fortælling om at blive bragt tilbage til livet efter en pludselig og livsomvæltende katastrofe. Den ludfattige Ali deltager i ulovlige ‘Fight Club’-lignende boksekampe og arbejder som udsmider på et diskotek ved Rivieraen. Her møder han Stephanie, der træner spækhuggere i en turist-arena, men som mister begge ben i en arbejdsulykke. De to martrede sjæle udvikler et aparte venskab og kærlighedsforhold, der hjælper hende med at finde nyt fodfæste, mens han lærer at holde af andre og ikke mindst af sin søn. Billederne af det dybblå glimtende Middelhav og hovedkarakterens umiddelbare tiltrækningskraft giver associationer til Luc Bessons klassiker ‘The Big Blue’, og soundtracket er mindst lige så fantastisk som filmen. Understøttet af et elektronisk og dansabelt mix af Bruce Springsteen, Trentemøller og B-52 har Jacques Audiard skabt et moderne mesterværk om aldrig at opgive håbet eller at stoppe med at danse – om det så bliver fra en kørestol eller på kunstige ben.
Medvirkende: Marion Cotillard, Matthias Schoenaerts, Céline Sallette, Bouli Lanners
Original titel: De rouille et d'os
Instruktør: Jacques Audiard
Frankrig, 2012
DCP, 120 min.
Danske undertekster
Tilladt for børn over 15 år