I Paolo Sorrentinos 'Den store skønhed' Den vandt bl.a. Oscar, BAFTA og Golden Globe for Bedste udenlandske film og cementerede Sorrentino som en af Europas mest markante instruktører. Filmen har…
I Paolo Sorrentinos 'Den store skønhed' Den vandt bl.a. Oscar, BAFTA og Golden Globe for Bedste udenlandske film og cementerede Sorrentino som en af Europas mest markante instruktører. Filmen har siden inspireret et væld af essays, forelæsninger og analyser, og regnes i dag for et hovedværk i nyere europæisk auteurfilm.
Filmen følger Jep Gambardella (Toni Servillo), en aldrende forfatter og journalist i Roms mondæne kulturkredse. Jep skrev som ung en anerkendt roman, men har siden ladet sig opsluge af byens overfladiske selskabsliv, hvor han nu glider igennem natten med ironisk distance, skarp iagttagelse – og en voksende følelse af tomhed.
Filmen er en kalejdoskopisk rejse gennem Rom som dekadent kulisse, hvor skønhed og forfald smelter sammen. Sorrentino fremmaner et univers af eksistentiel træthed, spirituel søgen og livets forgængelighed, men også af dyb menneskelig længsel. Jep konfronteres med fortidens tab og uforløste kærlighed, og tvinges til at overveje, hvad der overhovedet er ægte – og hvad der blot er stiliseret facade.
Billedsiden er overvældende, tonen skifter mellem satire og melankoli, og filmen trækker tydelige tråde til Fellinis 'La dolce vita', som den ofte kaldes en moderne slægtning til.
Medvirkende: Toni Servillo, Carlo Verdone, Sabrina Ferilli, Carlo Buccirosso
Original titel: La grande bellezza
Instruktør: Paolo Sorrentino
Italien, Frankrig, 2013
DCP, 142 min.
Danske undertekster
Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år