Der er blevet sagt og skrevet meget om Sherlock Holmes’ forbrug af kokain i en syv procents opløsning, når han keder sig. Nicholas Meyer har med ‘Den snigende gift’ skrevet en af de bedste pasticher,…
Der er blevet sagt og skrevet meget om Sherlock Holmes’ forbrug af kokain i en syv procents opløsning, når han keder sig. Nicholas Meyer har med ‘Den snigende gift’ skrevet en af de bedste pasticher, der handler om dette forbrug/misbrug og Sherlock Holmes’ besøg hos en anden af Victoriatidens store skikkelser, psykoanalysens fader Sigmund Freud. Meyer skrev også manuskriptet til Herbert Ross’ filmudgave af bogen, der har Nicol Williamson i rollen som Holmes, Robert Duvall som Doktor Watson og Alan Arkin som Freud. I filmen lykkes det en bekymret Watson, med hjælp fra Holmes’ bror Mycroft at få lokket Holmes til at besøge Freud i Wien i et forsøg på at få detektiven til at lægge kokainen på hylden. I Wien bliver Holmes dog involveret i en speget kidnapningssag, mens Freud leder efter hemmeligheder i Holmes’ hjerne.
Medvirkende: Alan Arkin, Vanessa Redgrave, Robert Duvall
Original titel: The Seven-Per-Cent Solution
Instruktør: Herbert Ross
USA, Storbritannien, 1976
35mm, 113 min.
Norske undertekster
Tilladt for børn over 15 år